Overfaldt medarbejder på bosted: Risikerer nu fængsel
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Visborggaard
Den beboer, der forsøgte at kvæle en medarbejder på bostedet Visborggaard, er nu blevet sigtet af politiet.
Politiet har netop rejst sigtelse mod den beboer, der forsøgte at kvæle en medarbejder på bostedet Visborggaard den 16. juli. Det oplyser leder af lokal efterforskning ved lokalpolitiet i Himmerland, Carsten Straszek.
Beboeren er sigtet for kvalificeret vold jævnfør straffelovens paragraf 245. Ifølge straffeloven er der tale om kvalificeret vold, når volden er af farlig karakter, eller der er tale om særlig brutal vold. Strafferammen i sager om kvalificeret vold er op til seks års fængsel.
- Nu har vi sigtet ham, men der kommer ikke til at ske mere, før han er egnet til at blive udskrevet fra psykiatrisk afdeling, fortæller Carsten Straszek.
- Han har taget kvælertag i den her sag. Et rigtig hårdt kvælertag. Så det er derfor, at vi sigter ham for kvalificeret vold, siger han.
Sigtelsen kommer, efter politiet onsdag blev færdige med deres afhøring af medarbejder på Visborggaard Dorte Pedersen, der var offeret for beboerens overfald.
Det vides endnu ikke, hvornår beboeren bliver udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Derudover hersker der fortsat usikkerhed omkring, hvorvidt beboeren kan vende tilbage til bostedet Visborggaard, hvor Dorte Pedersen fortsat arbejde.