Oldefar mistænkt i årevis
Både Nordjyllands Politi og Brønderslev Kommune har i næsten fire år mistænkt en nu 78-årig mand for sexovergreb i den såkaldte nye Brønderslevsag.
Både Nordjyllands Politi og Brønderslev Kommune har i næsten fire år mistænkt en nu 78-årig mand for sexovergreb i den såkaldte nye Brønderslevsag. Alligevel var det først i sidste uge den 78-årige mand blev anholdt.
Faren til to drenge på 9 og 11 år stod i går frem på TV2/Nord og fortalte at hans børn har sagt, at de er blevet seksuelt misbrugt af deres morfar - samme mand som nu er sigtet for at have sexkrænket sit 10-årige oldebarn.
Allerede i 2007 blev den gamle mand, ifølge faren til drengene, dømt til at skulle betale 8000 kroner i erstatning for at have befamlet den ældste af drengene. Samme år fik han en betinget dom for at sexmisbruge to piger. Alligevel er den 78-årige ifølge politiets nye sigtelse forsat med sexkrænke sit oldebarn, den ti-årige pige, helt frem til april i år - næsten 4 år efter at kommune og politi fik mistanke til manden.
- Jeg vil stadig ikke kommentere den enkelte sag, men blot sige at vi gjort hvad vi kunne i den sammenhæng her, siger politiinspektør Verner Holm fra Nordjyllands Politi.
Indberetninger fra drengenes skole, som TV2/Nord har fået indsigt i, viser, at Nordjyllands Politi og Brønderslev Kommune i årevis har haft mistanke til, at den 78-årige mand har sexmisbrugt sine to børnebørn - de to drenge. Faktisk er manden blevet meldt til politiet mindst tre gange siden 2007. Mistanken bliver meget konkret i marts i år, hvor den mindste af drengene direkte siger at han er blevet voldtaget af sin morfar. Men politiet skrider ikke til anholdelse. Politiet mener ikke beviserne på det tidspunkt er stærke nok.
- Generelt kan jeg sige, at for at vi kan foretage en anholdelse og en fremstilling i grundlovsforhør, skal der være det nødvendige grundlag for en sigtelse. Hvis det ikke er muligt at fremskaffe det, og det kan være afhøringer af den forurettede og det kan være der skal være vidner, hvis de omstændigheder ikke er tilstede så har vi ikke noget sigtelsesgrundlag og dermed heller ikke noget grundlag for at anholde nogen, siger Verner Holm.
De fire mænd, der er sigtet for at have haft samleje eller anden kønslig omgang med den 10-årige pige fra Brønderslev, skal forblive varetægtsfængslet frem til 22. december. Det slog landsretten fast i dag.