Økonomien hænger ikke sammen for "Lyset over Skagen"
Publikum har svigtet den stort opsatte musical i Skagen så meget, at både Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland nu hjælper til økonomisk med 1 million kroner
Det er Nyt Dansk Musikteater i Århus, der står for opsætning af musicalen, som lige nu bliver spillet i Skagen. Kun 6.500 har købt billetter - det er mere end halvdelen af hvad arrangøren på forhånd havde forventet. Derfor træder både kommune og region til med 500.000 kroner hver.
- I de her dage sælger vi faktisk et par hundrede billetter om dagen, men det er langt fra nok til at komme op på det antal, vi havde forventet var blevet solgt på nuværende tidspunkt, fortæller Kim Sørensen, teaterleder af Nyt Dansk Musikteater.
Lyset over Skagen tager fra september på turné i hele landet. I Aalborg spilles der 29. og 30. september - begge forestillinger er udsolgte. Region Nordjylland har endnu ikke endeligt bevilliget pengene, men regionsrådsformand Orla Hav (Soc.dem) forventer, at der bliver afsat økonomiske midler til "Lyset over Skagen".
- Jeg vil anse det for rimeligt, at vi vil kunne medvirke til at forestillingen går videre. Andet ville simpelthen være synd, forklarer regionsrådsformanden.
Faktisk er de så mange billetter, der mangler at blive solgt, at folkene bag nu tager utraditionelle metoder i brug for at fylde stolene.
- Vi har simpelthen inviteret samtlige frivillige ledere i Frederikshavn Kommune, for at fylde sæderne op - samtidig får de også en god oplevelse, fortæller Kim Sørensen fra Nyt Dansk Musikteater.