Ny ørnerekord i Danmark
Fuglekiggere talte i weekenden 156 havørne og syv kongeørne i Danmark. Antallet har aldrig været så højt i nyere tid.
Ørnene fortsætter deres fremgang i det danske landskab og sætter ny rekord i år.
Godt 500 fuglekiggere var i weekenden ude at tælle de store rovfugle, og de registrerede 156 havørne og syv kongeørne. Det er rekord i nyere tid, oplyser Lennart Pedersen, der er leder af Projekt Ørn under Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
- Man kan i disse år få oplevelser, så man mister pusten, hvis man opholder sig de rigtige steder, når det gælder rovfugle. Særlig i den østlige del af Danmark er der mange ørne, der efterhånden er så tillidsfulde, at man kan komme dem forholdsvis nær og tydeligt se, hvor imponerende og kraftfulde de er, siger Lennart Pedersen.
Især området omkring Maribosøerne på Lolland er blevet en ørnemagnet. Her så ørnetællerne hele 21 havørne, der sad samlet på et begrænset areal på Dornæs i Søndersø. I det hele taget er Lolland og Falster landets vigtigste egn for havørnen, som er Nordeuropas største rovfugl. Tællingen gav 46 havørne på Sydhavsøerne.
Størsteparten af havørnene blev set i de sydlige og østlige egne, mens kongeørnen først og fremmest holder til i det nordøstlige Jylland. Weekendens ørnefacit kunne endda have været højere, hvis vejret overalt i landet havde været klart, vurderer Lennart Pedersen.
- I Nordjylland var der tåget og usigtbart, så vi kunne have fået endnu flere ørne med i vores statistik, hvis vejret havde været optimalt overalt. Men i havørnenes østdanske kerneområder fik vi talt de fleste individer, siger han.
I Skjern Ådal blev der observeret en ringmærket havørn. Ringnummeret blev aflæst i teleskop, og det viste sig, at der var tale om en fugl, der i maj 2007 blev ringmærket i en rede nord for Stockholm.
- Det bekræfter, hvad vi i mange år har formodet, nemlig, at en del svenske havørne gæster det danske vinterlandskab. De fleste ørne, der blev talt i weekenden, er danske fugle, men vi får fortsat besøg af både svenske og tyske ørne, selv i milde vintre, siger Lennart Pedersen.
Den danske ynglebestand af havørn var sidste år på 17 par, som fik 26 unger på vingerne. Sidste års facit betyder, at hele 137 havørne er kommet på vingerne i Danmark siden 1996, da den mægtige rovfugl genindvandrede som ynglefugl efter næsten 100 års fravær.
Når "de største vingefang", som entusiaster kalder hav- og kongeørnene, er gået støt frem det seneste tiår, skyldes det både, at vi tager mere hensyn til dem, og at naturen har fået det bedre, mener Lennart Pedersen.
- Flere og flere par får hele tre unger, hvilket viser, at der er tale om erfarne fugle, som er gode forældre. Frugtbarheden fortæller også, at der er føde nok i den danske kystnatur til en talstærk bestand af havørne. Det er ikke urealistisk at tro på 75 danske havørnepar i løbet af nogle årtier, anslår han.
Danmarks geografi byder formentlig på egnede ynglesteder til op mod 150 par havørne, tilføjer han. Med hensyn til kongeørne vurderer biologerne, at det danske landskab kan brødføde 5-10 par. Sidste år opfostrede de to ynglepar to unger, mens et tredje par kongeørne nøjedes med at hævde territorium.
Søndag den 24. februar holder DOF "Ørnenes Dag", hvor hele Danmark inviteres på ørnetur. Man kan læse mere på www.dof.dk.
/ritzau/