Majs søn blev erklæret hjernedød: Nu har hendes forening fået kæmpe donation

Maj Kær bemærkede et hul i systemet for pårørende til organdonere. Det hul har hun nu fået en økonomisk donation til at begynde at udfylde.

Om dit afdøde barn skal være organdoner, er en beslutning, de færreste forældre skal stå overfor.

Det var dog tilfældet for Maj Kær fra Aalborg tidligt i år.

Her mistede hun og faren deres kun 14-årige søn til aggressiv meningitis. Sønnen blev erklæret hjernedød, og familien besluttede derefter at donere sønnens organer. Processen omkring organdonationen var dog ikke optimal.

- Efter vi mistede vores søn og undervejs i hans liv, kunne jeg se, at der var et hul i systemet, når det kommer til at sikre en værdig håndtering af pårørende, lyder det fra Maj Kær.

Derfor stiftede Maj Kær foreningen Værdig, der vil gøre organdonations-processen bedre og sætte fokus på de pårørende. Men en forening kræver økonomisk støtte, og det har de nu endelig fået.

450.000 kroner og et håb

Melsen Fonden i Nordjylland har nemlig valgt at donere hele 450.000 kroner til den nye forening, som nu for alvor kan realiseres.

- Nu har vi fået økonomisk dækning til den daglige drift, markedsføring og udvikling af nye tiltag, hvilket giver os den nødvendige stabilitet i foreningens opstart – samtidig med at det gav mig mod på at søsætte projektet, fordi jeg oplevede, at andre også så relevansen i det.

Det fortæller Maj Kær i en pressemeddelelse.

Den økonomiske støtte fra fonden har allerede muliggjort udarbejdelsen af en oplysende brochure til pårørende til organdonorer. Brochuren er udformet sammen med Dansk Center for Organdonation og Region Nordjylland.

Melsen Fonden har et klart håb med donationen, fortæller Anker Laden-Andersen, som er bestyrelsesformand i fonden.

- Der er ingen tvivl om, at Værdig er en værdifuld tilføjelse til at sikre et bedre beredskab for pårørende til organdonorer. Derfor er vores håb også, at vores donation vil hjælpe med at sikre, at alle, der står over for en sådan udfordring, får den støtte og vejledning, de har brug for.

Maj Kær har udover donationen til foreningen modtaget anerkendelse for sin indsats på anden vis. Hun er nemlig blevet kåret som årets ildsjæl til Aalborg Awards 2024.


Politisk armlægning: Alle partier er stadig ved forhandlingsbordet

Budgetforhandlingerne i Aalborg Kommune byråd er lige nu i fuld gang. Og der er stadig chance for at nå til enighed i aften.

Alle partier i byrådet sidder ved forhandlingsbordet endnu, og det er noget, der glæder borgmester Lasse Frimand Jensen (S).

- Jamen, jeg synes, det er gået godt. Altså, alle partier har fået lov til at fremlægge nogle konsekvensbeskrivelser. Det har jo hovedsageligt været besparelsesforslag, som de har kunnet præsentere, siger borgmesteren.

På hvilke områder er der uenighed?

- Det er jo altid prioriteringen af, hvor skal besparelserne ligge henne. Altså, skal de ramme velfærd, skal de ramme anlæg, eller hvor skal de ligge? Og det er der, vi er lige nu. Jeg har præsenteret et bud for, hvordan jeg tænker, at vores anlægsbudget kan lande, forklarer Lasse Frimand Jensen.

TV2 Nords analytiker, Søren Wormslev har tidligere bebudet, at budgetforhandlingerne i år bliver hårde i Aalborg Kommune. Og for første gang er Socialdemokratiet i Aalborg ikke afvisende for at sætte skatten op.


I Føtex blev direktør flere gange mindet om storkamp

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det bliver en af de helt store aftener i Hjørring i dag, når Vendsyssel FF skal dele græs med Brøndby IF.

- Cirka 1200 tilskuere i udebaneafsnitte. Der bliver knald på.

Sådan lyder det begejstret fra Lars Glinvad, der er direktør for Vensyssel FF, før aftenens opgør mod Brøndby IF i Hjørring.

Det er langt fra hverdagskost, at der er solgt cirka 4200 billetter til en kamp i den nordjyske by, men direktøren håber på flere.

- Jeg håber på 4500.

Ifølge Lars Glinvad er stemningen omkring den store kamp tydelig at mærke i området.

- Nu var jeg i Føtex i går, og der var da tre, der spurgte mig i forhold til kampen. Det er noget, der fylde meget i folks bevidsthed og noget, der bliver snakket om i familien og på arbejdspladserne, siger han.

Brug for mange ekstra hænder

Aftenens opgør kræver ikke bare hurtige fødder på banen, men også gavmilde hænder på den anden side af kridtstregerne.

Normalt får den nordjyske klub hjælp af omkring 80 frivillige, men denne gang har de måttet alliere sig med små 40 ekstra.

- De er 11 inde på banen, og det er typisk dem, der bliver klappet af. Men vi skal lige kigge 180 grader omkring og se på de 120 andre. Jeg er lidt stolt over dem, der hjælper til i flere timer.

Sammen vil de gøre deres bedste for, at gæsterne får oplevelsen af, at der er styr på det, og en følelse af, at der bliver leveret professionel fodbold.

Overraskelser i startopstillingen

Uden at sige for meget røber direktøren lidt om, hvem der træder ind på banen i aften, når den nordjyske klub møder de blågule. For som han siger:

- Der er nok et par overraskelser i startopstillingen.

Ifølge Lars Glinvad kommer flere af de mindre erfarne spillere til at få sig en stor oplevelse i aften. Kampen spilles klokken 19.30.


Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Træneren undskylder i samme ombæring.

Stine Rex og amerikanske Camille Herron er næppe på julekort med hinanden.

Rex' konkurrent tiltrækker sig endnu engang opmærksom for noget, der ikke omhandler hendes egne præstationer i ultraløb.

Camille havde intet med det her at gøre.

Conor Holt, træner for Camille Herron

Efter Stine Rex i begyndelsen af september slog verdensrekorden i seksdagesløb, var konkurrenten Camille Herron fra Norman i Oklahoma hurtig til at beskylde den nordjyske ultraløber for at snyde.

Herron mente, at Stine Rex var blevet pacet, mens hun løb de godt 913,6 kilometer rundt om søen i Søparken i Aabybro. En beskyldning Rex ikke havde meget til at overs for, og som hun afviste.

Lægger sig fladt ned

Siden er Camille Herron blevet omdrejningspunktet i en kontroversiel Wikipedia-sag. Ifølge Running magazine er amerikaneren nemlig blevet taget i at fjerne anerkendelser fra andre udøveres Wikipedia-sider, mens hun efter sigende ikke har været bleg for at opdatere sine egne sider med diverse meritter.

Nu svarer hendes træner og ægtemand Conor Holt på kritikken.

- Camille har intet med det her at gøre. Jeg er 100 procent ansvarlig og undskylder til alle de atleter, som er blevet berørt af det. Det, jeg gjorde, var forkert, fortæller han i en pressemeddelse.

Conor Holt oplyser, at han oprettede en konto i 2016, og det er via den, han har ændret oplysninger om Camille Herron og andre løbere. Ifølge træneren koncentrerer Herron sig udelukkende om at løbe og restituere.

Camille Herron har tidligere klaget til de internationale ultraløbsforbund IAU og organisationen GOMO, når andre atleter har slået rekorder. Det er IAU, International Association of Ultrarunners, der endeligt skal godkende Rex' verdensrekord i seksdagesløb. Spørger man præsidenten for GOMO (Global Organization of Multi-Day Ultramarathoners), så er der, hvad han ved af, ikke en finger at sætte på rekorden.

- Stine Rex har løbet et virkelig flot løb og har fulgt alle regler, så i min optik er der ingen grund til at være bekymret, siger han.


Omsorgscenter skal sikre færre genindlæggelser

Foto: Per Frank Paulsen

Tryghed, ro og støtte er nøglen til færre hjemløse genindlæggelser.

14 dages ro og restitution på et nyt omsorgscenter skal fremover sikre, at hjemløse borgere undgår genindlæggelse, som tilfældet ofte er i dag.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde en plads på et omsorgscenter til nogle af de borgere, der har allermest brug for støtte, siger national chef i Røde Kors, Marie-Louise Gotholdt.

Omsorgscenteret Nordly er et tilbud til hjemløse, der har været på sygehuset og som derefter kan få to uger til at komme sig. På omsorgscenteret tager personalet sig af op til fem borgere af gangen. Centeret tilbyder gratis kost og logi, sygepleje, socialrådgivning samt socialt samvær med frivillige fra Røde Kors.

- Vi håber, at de får et fantastisk ophold med en masse omsorg fra både personalet, og de frivillige som er guld værd her. Vi håber, at de kan restituere efter en indlæggelse og blive friske igen til at komme ud på gaden.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

- Eller at vi kan hjælpe dem videre i livet, hvis de ønsker en bolig eller ønsker at få hjælp fra en myndighed, forklarer Leder for Omsorgscenter Nordly, Ane Møller.

Og Nordly skaber ikke kun glæde for de borgere, der får gavn af tilbuddet. Det er også en nyhed, der glæder sygehuspersonalet.

- Det er trygt for personalet på hospitalerne at vide, at der kommer en henvisningsmulighed til et omsorgscenter, som har stor erfaring fra lignende tilbud andre steder i landet, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Omsorg avler velfærd

Foruden ønsket om at hjælpe hjemløse borgere et bedre sted hen, er der også en økonomisk gevinst ved etableringen af omsorgscentre.

Indtil nu har Røde Kors haft omsorgscentre i Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Aarhus. Erfaringer herfra viser, at opholdet fører til færre genindlæggelser, hvilket sparer staten penge og giver flere ledige hospitalssenge.

Og hvorfor kan omsorgscentre så sikre færre genindlæggelser?

Fordi erfaring fra eksisterende omsorgscentre viser, at opholdet hjælper den hjemløse til at føle sig tryg, komme sig hurtigere og få ro og støtte til at tænke over, hvad der skal ske i fremtiden, oplyser Røde Kors i en pressemeddelelse.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

En nødvendig brobygning

Derudover sikrer Nordly en blødere overgang fra sygehus til gaden

- Det er en overgang, vi ved er svær for mange borgere, men i særdeleshed for de borgere, der er udsatte. Mennesker, der lever i hjemløshed, har svært ved at navigere eller ”passe ind” i systemet og lever på kanten af det samfund og de systemer, som vi andre uden problemer forholder os til dagligt”, siger Marie-Louise Gotholdt fra Røde Kors.

Røde Kors er derfor glade for at kunne give tilsvarende tilbud i Nordjylland, som man hidtil har haft andre steder i landet.


Prinses Juliana sættes til salg for tocifret millionbeløb

Foto: John Andersen

Vil du drive restaurant på en båd? Så har du nu chancen for den nette sum af 12 millioner kroner.

93-årige Prinses Juliana er til salg.

12 millioner kroner skal man lægge på bordet for at blive ny indehaver af skibet, der ligger lige nedenfor Limfjordsbroen i Aalborg.

Restaurantskibet skal have nye ejere, fordi de nuværende ønsker et generationsskifte.

- Prinses Juliana blev i sin tid købt med hjertet, og vi har også selv tidligere drevet restauranten med hjertet.

- Der er brugt rigtig mange millioner af kroner på at forbedre skibet både indvendig og udvendigt, således det i dag står i den bedst mulige stand. Det har igennem alle årene været en spændende forretning at være ejer af, lyder det fra John Andersen, der ejer Prinses Juliana sammen med sine voksne børn, Michael Andersen og Rikke Charlotte Nissen.

Familien har ejet skibet siden 2006. I de sidste par år har køkkenchef Benjamin Larsen været forpagter og drevet restauranten, men han er netop fratrådt.

Og mulighederne er mange for en ny ejer, hvis man spørger John Andersen.

- Restaurantskibet har i dag fast kajplads ved Vestre Havnepromenade 2, lige vest for Limfjordsbroen, men kan dog til enhver tid flyttes til en hvilken som helst anden lokation, hvis man da ellers kan nænne at flytte skibet fra den nuværende gode og synlige placering i Aalborg, med mange gode P-pladser lige ved døren, forklarer John Andersen.

Derudover foreslår han, båden kan have cocktail- eller vinbar ombord.

- Jeg er sikker på, at forretningen med den rette skibsreder og kaptajn ved roret, kan udvikles og forbedres i endnu højere grad, slutter John Andersen.