Kort Nyt

Pirates topper ligaen efter storsejr - White Hawks vinder på straffeslag

Aalborg Pirates sendte tirsdag aften gæsterne fra Rungsted på en lang tur hjem med et gedigent nederlag, mens White Hawks måtte ud i straffeslag.

Scoretavlen viser sjældent et tocifret antal mål i ishockey, men det var tilfældet tirsdag aften i Gigantium, da Aalborg Pirates med en målrig tredje periode vandt 10-4 over Rungsted.

Dermed holder Aalborg Pirates sig på førstepladsen i Metal Ligaen med 16 point i seks kampe.

Det nordjyske overtag startede fra første fløjt og efter første periode havde Pirates en føring på 3-1 med i omklædningsrummet.

Selvom Rungsted reducerede til 3-2 i anden periode, blev det aldrig for alvor spændende. 2 minutter efter reduceringen havde nordjyderne allerede udbygget føringen til 5-2, inden piraterne gik målamok i tredje periode.

Mens Pirates topper ligaen var Frederikshavn White Hawks bundprop før aftenens kamp hjemme mod Herning Blue Fox.

Her måtte kampen helt ud i straffeslag, før vinderen kunne findes. Efter 11 brændte straffeslag fik kampen en afgørelse, da White Hawks' Christopher Frederiksen i sit andet forsøg sendte pucken i nettet.

Med det resultat spiller Frederikshavn White Hawks sig op på ottendepladsen med fire point efter fem kampe.

Vendsyssel uddeler æg i lokalopgør

For første gang i tyve år tørnede Aalborg Triton og Vendsyssel Elite Badminton sammen i badminton.

Gæsterne fra Vendsyssel var favoritter før aftenens kamp med en bronzemedalje i seneste sæson og to DM-titler i årene før det, mens hjemmeholdet netop er rykket op i den bedste række.

På trods af stor opbakning til hjemmeholdet fra de fremmødte tilskuere i Vester Mariendal Hallen levede Vendsyssel Elite Badminton op til favoritværdigheden og vandt alle ni kampe, der blev spillet.

I fire af kampene lykkedes det undertippede Aalborg Triton at vinde et enkelt sæt.

Du kan se, hvordan det så ud i hallen nedenfor:

Nordjysk restaurant falsk anklaget på Facebook: Nu reagerer ejeren

Mandag aften blev der delt et opslag på Facebook, hvori Restaurant Havkatten blev beskyldt for at brænde 60 gæster af, der skulle have booket et selskab til at holde foredrag.

Det er dog ikke sandt. Firmaet har nemlig ikke booket noget ifølge medejer Joakim Gramkow Brader.

- Jeg har sendt en mail til dem. Det er et godt spørgsmål, hvad der er sket. Vi har ikke haft information om, at de skulle holde noget hos os. Hvad søren der er sket, ved vi ikke.

I opslaget står der, at der var lukket og slukket, da de 60 deltagere ankom til restauranten, hvor der skulle holdes foredrag med spisning. Der står desuden, at restauranten havde afbrudt al kommunikation, men igen må Joakim Gramkow Brader konstatere, at det ikke er tilfældet.  

- Det er superærgerligt, fordi vi lever at af byde gæster velkommen, så hvis de havde kontaktet os, havde vi løst det. Foredragsholderen kommer normalt en time før, så hvis han havde ringet, havde vi kunnet nå at løse det, fordi vi bor 200 meter derfra.

Foto: Facebook

Prinses Juliana sættes til salg

Vil du drive restaurant på en båd? Så har du nu chancen for den nette sum af 12 millioner kroner.

93-årige Prinses Juliana er til salg.

12 millioner kroner skal man lægge på bordet for at blive ny indehaver af skibet, der ligger lige nedenfor Limfjordsbroen i Aalborg.

Restaurantskibet skal have nye ejere, fordi de nuværende ønsker et generationsskifte.

- Prinses Juliana blev i sin tid købt med hjertet, og vi har også selv tidligere drevet restauranten med hjertet, lyder det i en pressemeddelelse fra John Andersen, der ejer Prinses Juliana sammen med sine voksne børn, Michael Andersen og Rikke Charlotte Nissen.

Læs hele historien nedenfor

Bog om Kongehusets nazi-forhold modtager kritik

I Danmark har man en meget klar fortælling om Anden Verdenskrig, som blandt andet går på at Danmark modvilligt både underlagde sig tyskerne og før besættelsen underskrev en ikke-angrebspagt med nazisterne.

Det var på Klitgården i Skagen, hvor Kong Christian 10. i foråret 1939 underskrev pagten. Og her sår Peter Kramer tvivl om, hvor modvillig 'Rytterkongen' egentlig var mod at sætte sin underskrift.

- Kongens brevveksling her fra Klitgården viser, at kongen var umådelig tilfreds med ikke-angrebspagten, siger Peter Kramer. 

Det giver kongehuskommentator på Berlingske, Jakob Steen Olsen, dog ikke meget for. I en kommentar på Berlingske skriver han blandt andet.

- Det er meget let og omkostningsfrit at sætte sig til doms over med tilbagevirkende kraft herovre på den anden side af begivenhederne. Kramers bog er mildest talt tendentiøs.

Til TV2 Nord uddyber han sin kritik af bogen.

- Jeg synes han gør alt for at sætte Kongehuset i et lys, hvor man kan sige, at de gjorde lidt mere end nødvendigt, for at være venlige over for Nazityskland. Den er ret sensationspræget.

Læs hele historien herunder.

Svindel mod ældre fortsætter

Endnu engang er ældre blevet svindlet og franarret penge. Det er et fænomen, som politiet gentagne gange advarer imod.

Denne gang er der to tilfælde i Løgstør.

Derfor opfordrer politiet til, at man aldrig udleverer bankoplysninger eller andre personlige oplysninger til folk, man ikke kender.