Nordjyske sangerinder kæmper om plads i X Factor-finale
De tre dommere i årets X Factor Foto: Lasse Lagoni TV2
X Factor har ligget stille i godt to måneder på grund af corona-epidemien, men fredag aften fortsætter sangkonkurrencen. Og denne gang gælder det en plads i finalen, som blandt andre to nordjyder kæmper om at komme med i.
Der er seks deltagere konkurrencen fordelt på en gruppe og fire solister. To af solisterne er fra Nordjylland. Det er 16-årige Mathilde Caffey fra Aalestrup, som Thomas Blachman skal forsøge at hjælpe til tops, og 24-årige Ilona Artene fra Vester Hornum, der coaches af Oh Land.
Og hvis man skal tro Danske Spil, så er en af de to nordjyder blandt favoritterne til at gå i finalen og vinde X Factor 2020:
- Mathilde Caffey har været i farezonen og dermed været tæt at forlade X Factor, men hun har udviklet sig kolossalt siden da, og nu er hun blandt favoritterne til at komme i dette års finale. Og hvis det bliver til en finaleplads, kan hun gå hele vejen, siger Peter Emmike, oddsansvarlig i Danske Spil.
Vinder Mathilde Caffey X Factor-finalen, giver det pengene 4,50 gange igen.
Til gengæld spås konkurrencens anden nordjyde ikke mange chancer for at komme i finalen. Skulle Ilona Artene vinde 2020-sæsonen af X Factor, udløser det odds 10,00.
Topfavoritten hos Danske Spil er Alma Agger, som giver pengene 1,65 gange igen.
Vinderchancerne blandt de øvrige deltagere vurderes til at være mindre. Efter at duoen Magnus og Aksel selv har valgt at forlade X Factor, er Ankerstjernes eneste tilbageværende gruppe Smokey Eyes, der giver odds 8,00.
Det er samme odds som 21-årige Emil Wismann, som er den tredje unge solist på Thomas Blachmans hold, der som det eneste fortsat er intakt.
I år afvikles finalen over to dage; fredag den 22. og lørdag den 23. maj.