Nordjyske kolonihaveejere glæder sig over dom
Det er en sejr for hele grundideen bag kolonihavebevægelsen. Sådan mener de i de nordjyske kolonihaver, efter at Højesteret har fastslået, at det er Kolonihaveforeningerne og ikke ejerne, der bestemmer husenes pris.
Der er grund til at flage ved kolonihaveforeningen Fjordglimt i Aalborg. Det mener kolonihaveejerne, der glæder sig over at Højesteret har sagt nej til frie markedskræfter og ja til fællesskab, da de i går afgjorde, at det er kolonihaveforeningerne, som skal fastsætte prisen på husene rundt omkring i landet. Men i modsætning til i København er de nordjyske kolonihaveindehavere glade for dommen.
- Kolonihaveforeningen skal være for alle. Dommen er god, for ellers bliver prisen bare skruet op, siger en af ejerne, Egon Jensen til TV2 Nord.
I København er markedspriserne på kolonihaver nogle steder over 750.000 kroner på grund af udbud og efterspørgsel. Men sådan er det ikke i Nordjylland. Her er der nemlig flere huse end købere. Faktisk blev der givet kolonihavehuse væk sidste år, fordi de simpelthen ikke kunne sælges.
Hele kolonihavebevægelsen startede i Aalborg tilbage i slutningen af 1800-tallet til glæde for de nordjyske industriarbejdere. I dag er andre samfundsgrupper flyttet ind i haverne, men de gamle tanker eksisterer stadig væk.
- Det er ikke markedskræfterne der skal bestemme, men vi skal selvfølgelig have det for husene som de er værd, siger en anden ejer, Bettina Graff til TV2 Nord.