Nordjyske fiskere føler sig hængt ud: - Vi er ikke kvotekonger
Foto: TV2 Nord
Fiskeribranchen er træt af kritikken og den politiske debat, der er fulgt i kølvandet på udskiftningen af fiskeriministeren og offentliggørelsen af en ny rapport.
På havnen i Hanstholm ryster fiskerne på hovedet i disse dage. For midt i polemikken med en ny fiskeriminister, en rapport fra Rigsrevisionen og rygter om politianmeldelser af flere såkaldte kvotekonger går skipperne rundt og føler sig godt og grundigt misforstået.
En af dem er Asger Christiansen. Han og hans forretningspartner skiftede for nogle år siden deres to forældede både ud med en nyere båd, hvor de har samlet fiskerikvoterne for de tre både.
- Jeg synes, det er skudt noget ved siden af med den her debat. Vi kan ikke genkende os selv om som kvotebaroner, eller at vi skulle bruge stråmænd. Min makker og jeg har bare fået det stillet an på den måde, så vi kan være hjemme på skift, og vi kan have flere folk, der også kan gå hjemme på skift, så vi kan et familieliv ved siden af. Samtidig har vi fået sådan et kvotegrundlag, at vi kan drive en fornuftig forretning frem for som før, hvor skibene ikke kunne bruges, og hvor folk tjente for lidt. Det var nogle sølle arbejdsforhold, siger Asger Christiansen.
Han ser det som et angreb på branchen, at Rigsrevisionen retter skarp kritik mod Miljø- og Fødevareministeriet, fordi kontrollen med kvotekongerne angiveligt har været 'mangelfuld', og at ministeriet har reageret ved politianmelde et endnu ukendt antal fiskere. Og han forstår ikke, hvad det skal til for.
Jeg synes, det er skudt noget ved siden af med den her debat.
Asger Christiansen, fiskeskipper i Hanstholm
- Nu er konsumfiskeriet begyndt at gå bedre, så hvorfor skal fiskeriet trækkes igennem det her politiske fnidder med skiftende ministre? For mig at se har det ikke noget med fisk eller fornuft at gøre. Måske har fiskeriet engang været lidt af en røverbranche, men vi er en ny generation nu, og vi fisker ikke mere, end vi må, hverken de store eller de små skibe, siger Asger Christiansen.
Han bliver bakket op i sine betragtninger af den lokale fiskeriforeningsformand i Hanstholm, Jan N. Hansen.
- Sådan som jeg kender fiskeriet, er der styr på kvoterne. Hele den her ballade virker, som om den er skruet temmelig højt op. Om nogen har gjort noget forkert, skal jeg ikke stå her og sige noget om, men vi går stærkt ind for, at reglerne skal følges, og det er også mit indtryk, at de bliver det, siger Jan N. Hansen.
- Jeg forstår ikke, at der ikke skulle være styr på kontrolarbejdet fra ministeriets side. Vi har arbejdet med de her kvoter i mange år, og hver gang nogen har nærmet sig loftet, eller har lavet en handel, er det med det samme blevet sagt, hvis de har haft for mange fisk. Så er de blevet bedt om at afhænde dem. Set fra min stol har der været styr på det, så vi forstår ikke alle de her spørgsmål, fortsætter Jan N. Hansen.
Fiskeriforeningsformanden ønsker ikke at kommentere på hverken Rigsrevisionens rapport eller politianmeldelserne af flere fiskere.
Blandt de nordjyske fiskere finder man flere, der kunne være kandidater til titlen som "kvotekonge" - blandt andre Henning Kjeldsen med rederiet Gitte i Skagen, Gullak Angrimsson med rederiet Ruth og Niels Jensen med rederiet Isafold i Hirtshals er nogle af de fiskere med flest kvoter i Danmark.
De er ifølge TV2 Nords oplysninger blandt de 16 fiskere, der sidder på i alt 66 procent af de danske fiskekvoter inden for sild, makrel og industrifisk. Det er endnu ikke oplyst, hvor mange eller hvilke fiskere, Miljø- og Fødevareministeriet skulle have politianmeldt for ikke at have overholdt kvotebegrænsningerne.