Nordjyske efterskoler har rekordmange ansøgninger
Flere efterskoler i Nordjylland fortæller, at interessen for efterskolerne er på et højt niveau i år.
På søndag åbner dørene til et nyt efterskoleår, og igen i år er de nordjyske efterskoler nærmest blevet væltet af ansøgere. Flere efterskoler har hævet antallet af pladser, men det tegner til et nyt rekordår med flere ansøgere end nogensinde.
Der er gang i forberedelserne på de nordjyske efterskoler.
Inden ugen er omme er et nyt hold elever begyndt, mens ventelisterne bugner med elever, der gerne vil have en plads.
Flere af de nordjyske efterskoler har enten hævet antallet af pladser, eller også er ventelisten længere end nogensinde før.
- Det jo bare fantastisk som forstander, at man langt ude i fremtiden kan se, at eleverne bare vælter ind, siger Esben Sevelsted Mathiasen, der er forstander på Sportsefterskolen Aabybro.
Netop i Aabybro kunne de langt tidligere end normalt melde helt fyldt, og på søndag træder 251 nye elever ind på skolen.
På Dronninglund Efterskole er alle 104 pladser også blevet besat.
- Jeg er glad helt ind i sjælen. Det gør, at jeg har lyst til at komme på arbejde, jeg springer op hver mandag morgen og glæder mig faktisk til at komme i gang, siger forstander Bitten Schjødt Kjær.
En generel tendens
Flere efterskoler i Nordjylland fortæller, at interessen for efterskolerne fortsat er på et højt niveau.
Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt har udvidet deres optag med 30 elever til i alt 154. Galtrup Efterskole på Mors udvider til 150 elever, som er det største antal, de nogensinde har startet med.
I Hørby har man midlertidigt sat antallet af elever op til 146 på grund af de mange ansøgere, og på Rebild Efterskole fortæller forstander, Troels Schrøder, at 78 elever starter hos dem, men at der allerede nu er en længere venteliste til skoleåret 23/24.
Fra ensomhed til efterskole
Flere unge har de seneste år oplevet at være blevet sendt hjem på grund af nedlukningerne under corona-pandemien, og det kan være én af grundene til de rekordmange ansøgninger.
Men forstanderne mener også, at det øgede fokus på unges mentale helbred spiller ind i efterskolernes popularitet.
- Jeg tror mange unge, det siger statistikkerne jo, er ensomme og mistrives, og der kan vi i hvert fald give noget varme ind i deres liv og give dem nogle fællesskaber, der gør, at de tror mere på sig selv, siger Bitten Schjødt Kjær, forstander på Dronninglund Efterskole.
Specielt antallet af 10. klasseselever på efterskolerne er steget. På Dronninglund efterskole går 80 procent af eleverne i 10. klasse, mens det hos Sportsefterskolen Aabybro er 75 procent.
- Jeg tror, mange forældre tænker, at deres barn lige skal gøre folkeskolen færdig, og så er 10. klasse et år, hvor man kan have fokus på selvstændighed, ansvarlighed, modenhed og det, at gøre sig klar til en ungdomsuddannelse, siger forstander på Sportsefterskolen Aabybro, Esben Sevelsted Mathiasen.
Se indslaget om efterskolernes popularitet her:
Plads til flere
Selvom flere efterskoler melder alt udsolgt, er de to forstandere sikre på, at alle, der i fremtiden har lyst, nok skal finde en plads.
- Mon ikke nok efterskolefolket er klar til at byde flere indenfor, det har vi jo bevist, vi kan, siger Bitten Schjødt Kjær.
Og er der ikke mere plads, findes der mange alternativer.
- Heldigvis popper der nye efterskoler op rundt om i landet, så jeg tror, at dem der gerne vil på en efterskole nok skal få muligheden for det, siger Esben Sevelsted Mathiasen.
Sidste år startede 31.745 elever på en efterskole i Danmark. Det er endnu usikkert præcis hvor mange, der starter i år.