Nordjyske Bank overtager Løkken Sparekasse
Den sunde del af Løkken Sparekasse overtages at Nordjyske Bank. Salget kommer ikke de 5000 garanter i Løkken Sparekasse til gode.
Det er kun en uge siden at salgsarbejdet af Løkken Sparekasse begyndte. I dag trådte en ny ejer så ind i lyset. Nordjyske Bank skrev i dag under på en købsaftale, og overtager derved den såkaldte grønne del af Løkken Sparekasse af det statslige afviklingsselskab Finansiel stabilitet. Overtagelsen sker pr. 1. april 2009.
- Vi har kræfter til at løfte Løkken Sparekasse tilbage på de gamle dyder, siger Jens Ole Jensen, der er direktør i Nordjyske Bank.
Ved købet overtager Nordjyske Bank udlån for 1,0 mia. kr., indlån for 1,2 mia. kr, og garantier for 0,2 mia. kr. Den nye ejer overtager også Løkken Sparekasses 34 medarbejdere og 15.000 kunder.
Garanterne i Løkken Sparekasse har dog ikke noget at juble over.
- Garanternes indskud er tabt, det man vi se i øjnene. Det er en kendsgerninger, fastslår Ole Bjerg, der er direktør i afviklingsselskabet Løkkens Sparekasse.
Selvom garanterne ikke vinder noget tilbage ved overtagelsen, så mener direktøren stadig at købsaftalen er god for området.
- Aftalen er god - både for Nordjyske Bank, Løkken Sparekasse og for lokalområdet i Løkken, fortsætter Ole Bjerg.
Den overtagne del af Løkken Sparekasse overtages krone for krone af Nordjyske Bank. Den nye ejer betaler en goodwill på 10 mio. kr.
Nordjyske Bank ændrer ikke forventningerne til indeværende års basisindtjening efter købet af Løkken Sparekasse. For 2009 forventes der en uændret en basisindtjening før nedskrivninger på 140-160 mio. kr. Og allerede fra 2010 vil være positive synergier forbundet med overtagelsen, som til den tid vil bidrage til bankens basisindtjening før nedskrivninger med 15 - 20 mio. kr.