Nordjysk gruppeformand er dybt uenig i ny overenskomst: - Det er ikke i orden
Ikke alle er tilfredse med aftalen, der nu skal til urafstemning.
Søndag aften, efter ugers tovtrækkeri mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen, blev der givet håndslag på en aftale for industrien.
- Det betyder, at vi kan genoprette reallønnen over to-tre år, og det er jeg godt tilfreds med, lød det fra Claus Jensen, formand for Dansk Metal, på pressemødet.
Men ikke alle er lige begejstrede. Benny Vinter, der er industrigruppeformand for 3F i Nordjylland er skeptisk.
- Nej, jeg er ikke begejstret, og jeg har faktisk stemt nej.
"Vi er bagud"
Aftalen sikrer, at lønnen stiger mindst fire procent over to år for cirka 230.000 medarbejdere, der arbejder inden for industrien.
Det forventes ifølge aftaleparterne, at lønmodtagerne inden for få år indhenter det, de har mistet ved den høje inflation, lød det på pressemødet. Men det giver Benny Vinter ikke meget for.
- Inflationen betyder, at vi er bagud på fem procent. Så det er ikke nok. Jeg frygter, det betyder, at en meget stor del af vores medlemmer kommer til at få en reallønnedgang.
Dertil kommer de lønstigninger, man lokalt kan forhandle sig frem til. Men 2022 har budt på stærkt stigende forbrugerpriser, der hen over året ramte den højeste stigningstakt i 40 år. Det har medført, at reallønnen er blevet udhulet.
- Jeg synes simpelthen ikke, det er i orden, at man ikke gør mere for at sikre vores medlemmers løn.
I den nye aftale er man endt med en lønstigning på ni kroner på mindstelønnen. Timelønnen for lærlinge blevet hævet med otte kroner.
Ingen medlemsgoder
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet, er det forventeligt, at der kommer kritik fra baglandet i fagbevægelsen.
- Det er et klassisk kompromis, hvor begge parter har skullet bøje sig ind mod midten, siger Laust Høgedahl.
Derudover peger Benny Vinter fra 3F på, at der ikke er kommet 'medlemsgoder' i aftalen.
- Det er eksempelvis i forhold til efteruddannelse, som i dag kun dækker 85 procent. Det vil sige, at man mangler 15 procent af lønnen, når man efteruddanner sig.
Også Store Bededag har indflydelse på tilfredsheden, fortæller Benny Vinter.
- Selvom det intet har med aftalen at gøre, så er folk dybt frustrerede over, at Store Bededag er blevet taget fra dem. De ser aftalen i et større perspektiv og kigger ud over samfundet, når de skal vurdere. Og her spiller inflationen og fratagelsen af en helligdag en rolle.
Forbedringerne er bl.a.:
Fritvalgskontoen stiger med to procent fra 7 til 9 procent i 2024
Arbejdsgiverne skal betale større andel af pensionen
Fra i år skal arbejdsgiverne betale to procent mere og lønmodtagerne to procent mindre ind til pension. Det bliver en 10-2 ordning i stedet for en 8-4 ordning. Medarbejderne opsparer altså det samme – men det betyder, at de får to procent mere i løn.
Mindstelønnen stiger
Mindstelønnen stiger med ni kroner i timen. Det er den største stigning i mindstelønnen i al den tid, vi har haft industriens overenskomster. Det er et meget klart signal om, hvor snittet skal lægges, når der skal forhandles løn på virksomhederne. Desuden er der en række andre satser, der stiger, bl.a. genetillæg.
Den danske model bliver styrket
Tillidsrepræsentanterne får bedre muligheder og flere rettigheder for at organisere, og det styrker den danske model. Vores tillidsrepræsentanter får samtidig udvidet værktøjskassen, når de skal forhandle den endelige løn hjem lokalt. Det betyder, at vi har en klar forventning om, at den tilbageholdenhed, vi har set de seneste år med den lokale løndannelse på virksomhederne, nu bliver stoppet.
Mere barsel
Barsel med fuld løn bliver forlænget med fire uger – fordelt på to uger til deling og to uger til den anden forælder.
Ret til uddannelsesrepræsentant
Der bliver fremover ret til at udpege en uddannelsesrepræsentant på arbejdspladsen, der skal bistå tillidsrepræsentantens arbejde med uddannelse.
Fuld løn under selvvalgt uddannelse
Fremover kan medarbejderne få fuld løn under deltagelse i selvvalgt uddannelse. Tidligere var tilskuddet på 85 procent.
Forhøjelser af løn til lærlinge
Timelønnen til lærlinge bliver forhøjet med ekstra 8 procent i overenskomstperioden.
Kilde: Dansk Metal
Også positive ting
Der lyder dog ikke udelukkende kritik.
- Der er flere forskellige ting i det, og der også nogle gode elementer i aftalen.
Parterne er derudover blevet enige om at ændre i fordelingen på pensionen. Det betyder, at arbejdsgiverne fremover giver 10 procent og medarbejderne giver to procent.
I dag betaler arbejdsgiveren otte procent og medarbejderen fire procent.
På den måde giver det medarbejderne to procent mere af løn til pungen fremfor til pensionsopsparingen.
Der sker også ændringer på barslen. Den forlænges med fire uger i alt - to uger til deling og to uger til den anden forælder.
Forliget dækker cirka 230.000 medarbejdere og 6000 virksomheder i industrien.
Overenskomsterne er først endeligt gyldige, når de er vedtaget blandt et flertal af medlemmerne af fagforeningerne ved en urafstemning. Det sker typisk til april.