Nordjydernes Nationalret: Jomfruhummere med italiensk inspiration
I Nordjylland Live har vi sat os for at finde Nordjyllands nationalret. I aften fremviser to semifinalister deres bud på den bedste ret. En af dem går videre i konkurrencen.
Se den første opskrift af fire i konkurrencen om at blive Nordjyllands nationalret.
Nordjydernes Nationalret skal findes i løbet af denne uge, og der er fire deltagere med i kapløbet. De første to kan du se i mandagens udgave af Nordjylland Live, mens de to sidste er med tirsdag klokken 19.30.
Onsdag bliver vinderen så kåret af tre kyndige dommere, og torsdag serverer vi vinderens ret til 40 sultne TV2/Nord-seere.
Den første deltager er Jess Jessen-Klixbüll. Han serverer Læsø-jomfruhummere i sød chilisauce med pasta og Læsø-kantareller.
Råvarer:
600 gram små Jomfruhummerhaler.
1 dl. olivenolie
1 dl. Sød chilisauce
500 gram frisk pasta, gerne Fettuccine
200 gram Kantareller
1 citron
1 bdt. Basilikum
1 klat smør
lidt Læsø-salt
Til 4 personer.
Tilberedning:
Jomfruhummerhalerne pilles rå.
Olivenolien kommes i en lille støbejernsgryde og opvarmes godt. Derefter kommes den søde chillisauce i og opvarmes sammen med Læsø-salt under omrøring. Jomfruhummerhalerne kommes i blandingen og vendes, indtil de blot skifter farve fra glas til hvidt. Endelig ikke for meget, helst mindre. Kun 3 - 4 minutter ved stærk varme.
Kantarellerne tørsteges på varm pande med en lille klar smør og lidt Læsø-salt. Det er nok bedst at starte med dette, efter at jomfruhummerhalerne er pillet, da det godt kan tage lidt tid afhængig af hvor fugtige de er.
Pastaen koges efter behov.
Anretning:
En portion varm pasta anbringes på tallerkenen.
Jomfruhummer med chilisauce lægges ved og over pasta.
Kantareller anrettes ved ovennævnte og dryppes lidt med citronsaft Rette pyntes lidt med Basilikum.
Husk at se med i aften klokken 19.30, hvor du kan se deltagerne vise deres ret.