Nordjyderne træner ude - eller træner slet ikke
Fitnessbranchen bløder voldsomt, efter landet lukkede ned som følge af corona-krisen, og bare 39 procent af danskerne dyrker i dag motion - men flere nordjyske fitnesscentre har fundet en måde igen at få kunder i butikken; der bliver nemlig trænet uden for som aldrig før. Foto: Shape Up Fitness
Fitnessbranchen bløder voldsomt, efter landet lukkede ned som følge af corona-krisen, og bare 39 procent af danskerne dyrker i dag motion - men flere nordjyske fitnesscentre har fundet en måde igen at få kunder i butikken; der bliver nemlig trænet uden for som aldrig før.
Andelen af danskere, der normalt dyrker sport og motion, er faldet markant fra 55 pct. før nedlukningen til 39 pct. under nedlukningen.
Blandt de voksne danskere, der normalt var idrætsaktive før nedlukningen, er 38 pct. stoppet med at dyrke sport og motion, mens 62 pct. er fortsat med at være aktive – dog ikke på samme niveau som før.
Det viser en undersøgelse foretaget af Idrættens Analyseinstitut (Idan), som slår fast, at mange er stoppet med at være idrætsaktive siden nedlukningen i marts.
Som følge af corona-krisen blev samtlige af landets fitnesscentre også lukket, og flere har oplevet, at medlemmerne er smuttet fra en dag til en anden.
Det oplevede ejeren af fitnesscentret Shape Up Fitness i Aalborg, Jens Peter Søborg også skete for mange af medlemmerne hos ham. Han har mistet omkring 40 procent af sine 2500 medlemmer, men forsøger nu ligesom en række andre fitnesscentre i Nordjylland at hive nogle tilbage – og ikke mindst bevare dem, der endnu er.
Jeg anede ikke om, der ville komme en eneste eller om det ville regne væk det hele i det danske forårsvejr
Jens Peter Søborg, ejer af fitnesscentret Shape Up Fitness i Aalborg
- Jeg er nok den type, der har det bedst med at gøre noget, at handle, og jeg tænkte, at det her er holder ikke, så jeg spurgte udlejeren af ejendommen på Nibevej, hvor centret holder til, om jeg måtte bruge noget af parkeringspladsen til fitness, fortæller Jens Peter Søborg, ejer af Shape Up Fitness i Aalborg.
Han investerede 150.000 kroner i udendørstræningsudstyr og fik meldt ud til medlemmerne, at nu var der træning igen, selvfølgelig med en masse restriktioner så som at holde afstand, spritte af og så må der højst være ni personer ad gangen til træning.
- Jeg anede ikke om, der ville komme en eneste eller om det ville regne væk det hele i det danske forårsvejr, lyder det fra Jens Peter Søborg, som i dag få uger senere kan konstatere, at han ramte rigtigt.
Vi forventede, at mange flere ville begynde at løbe
Steffen Rask, analytiker i Idan
Medlemmerne er begyndt at vende tilbage, og for første gang i lang tid kommer der nye medlemmer til fitnesscentret.
- Jeg synes, det er en kæmpe succes. Det er økonomisk ikke en god forretning, det er snarere goodwill, for jeg tjener ingenting på det, men at være lukket helt ned og samtidig se for eksempel de pensionister, der tidligere trænede her for at holde sig mobile og i god form, ja , de blev bare dårligere – og ja, folkesundheden generelt, jamen, den har lidt et kæmpe knæk, for der er så mange, der er gået helt i stå, siger Jens Peter Søborg.
Corona koster kroner
Og ud over det kan have store konsekvenser for folkesundheden, så har det voldsomme økonomiske konsekvenser for fitnessbranchen.
Jeg synes, det er en kæmpe succes. Det er økonomisk ikke en god forretning, det er snarere goodwill
Jens Peter Søborg, ejer af fitnesscentret Shape Up Fitness i Aalborg
Alene fitnesskæden Fitness World mister ifølge Berlingske.dk over 100 millioner kroner om måneden, mens branchedirektør i Dansk Fitness og Helse Organisation, Morten Brustad siger til samme medie, at han ikke er i tvivl om, at corona-krisen kommer til at koste nogle fitnesscentre livet.
Den analyse er Jens Peter Søborg enig i, men han understreger, at det bliver ikke hans fitnesscenter, der bukker under.
- Nej, jeg skal nok klare mig, lyder det fra fitnessejeren fra Aalborg.
De sorte skyer venter man også i Frederikshavn snart driver over, i hvert fald hvis man spørger det privatdrevne fitnesscenter, CrossFit Frederikshavn.
- Det er et økonomisk slag i hovedet, men vi skal nok overleve. Det betyder dog, at nogle ombygninger og udvidelser ikke lige bliver til noget med det samme, fortæller Brian Høj, der ejer CrossFit Frederikshavn.
Han tilføjer, at der er forsvundet 15-20 medlemmer som følge af corona-nedlukningen, men samtidig er der kommet et tilsvarende antal nye medlemmer til.
- Folk har simpelthen været så loyale og støttet op, lyder det fra Brian Høj.
Han er glad for, at han sidste år fik bygget udendørs faciliteter, der gør, at der fortsat er træning i CrossFit-regi – dog helt anderledes end før corona, da man naturligvis også følger Sundhedsstyrelsens anvisninger om sikkerhed.
- Vi har træningsareal både foran og bagved bygningen. Det betyder, at der kan køre to hold af ni personer hvert sted. Vi har omkring 150 kvadratmeter – men kunne faktisk godt bruge mere plads. Ja, det er faktisk den største udfordring lige nu, siger ejeren af fitnesscentret i Frederikshavn, der ikke kan proppe flere hold ind i hverken dag eller aftentimerne lige nu.
Ikke flere der løber
Set fra et videnskabeligt synspunkt har perioden siden marts fungeret som et naturligt eksperiment, hvor udefrakommende omstændigheder har gjort det muligt at undersøge et fænomen, som man normalt ikke har adgang til – nemlig hvad der sker med danskernes motivation for at deltage i motions- og sportsaktiviteter, når hele den organiserede idræt, de faste rammer og de kendte fællesskaber omkring idræt ikke er tilgængelige.
Det er et økonomisk slag i hovedet, men vi skal nok overleve. Det betyder dog, at nogle ombygninger og udvidelser ikke lige bliver til noget med det samme
Brian Høj, ejer CrossFit Frederikshavn
Steffen Rask er analytiker i Idan og har været med til at lave Idans seneste motions- og sportsvaneundersøgelse.
Han er overrasket over, at der ikke er flere, der har erstattet deres normale idrætsaktiviteter med andre former for motion.
- Vi forventede, at mange flere ville begynde at løbe. Men undersøgelsen antyder, at mange er dedikerede til en bestemt aktivitet og ikke til idræt mere generelt. De ser sig selv som for eksempel fodboldspillere og kan finde på at stoppe, hvis ikke deres aktivitet findes. De erstatter den ikke nødvendigvis med noget andet, siger Steffen Rask.
Der mangler hygge
Brian Høj fra CrossFit Frederikshavn ser frem til, at forsamlingsforbuddet bliver ophævet eller i første omgang ændret til, at man må samles flere end i dag, og han er så sikker i sag, at han faktisk allerede er i gang med at planlægge en event til om fjorten dage.
- Vi skal – forhåbentlig – have en aften med bål og hygge, siger Brian Høj og fortsætter:
- Et er træning, noget andet er det sociale. Og det, kan jeg virkelig mærke, at folk savner. I dag er det jo sådan, at man træner, spritter af og så er man væk for at give plads til andre, og sådan plejer det ikke at være, for det sociale fylder utroligt meget hos os, vi plejer at hygge os i forbindelse med træningen og efter træningen, så det, håber jeg meget, vi snart får mulighed for igen.
Samme melding lyder fra Jens Peter Søborg fra Shape Up Fitness i Aalborg.
- Vi skal grille, ligeså snart det kan lade sig gøre igen, og så har jeg det med at finde guitaren frem, lyder det fra fitnesscenter-ejeren fra Aalborg.
Folk kommer tilbage til efteråret
Undersøgelsen fra Idrættens Analyseinstitut. 68 pct. af de adspurgte forventer at dyrke samme mængde motion som før nedlukningen, mens hver femte regner med at skrue op for deres aktiviteter.
Undersøgelsen fortæller ikke, hvilke aktiviteter folk vil dyrke mere af i fremtiden, og om de nye aktiviteter vil erstatte de gamle eller være et supplement til dem.
Tallene viser imidlertid, at cirka halvdelen (48 pct.) af de danskere, der forventer at skrue op for hjemmetræningen, også forventer at dyrke andre aktiviteter efter nedlukningen end før, mens 47 pct. forventer at dyrke mere sport og motion end før nedlukningen.
Jens Peter Søborg er ikke i tvivl om, at folk kommer tilbage til fitnesscentrene. Måske ikke hen over sommeren, hvis det bliver en mulighed.
- Det bedste for os vil være, at hvis vi kan åbne igen til efteråret, så kommer folk tilbage. For godt nok er der nogle, der kan finde ud af at hjemmetræne eller løbe en tur, men fordelen ved at komme i et fitnesscenter er jo, at det er det sted, du tager hen og får en effektiv times motion uden du selv skal til at finde på, siger Jens Peter Søborg.
Nedlukningen har vendt op og ned på alt, og hvis vi skal forstå, hvordan danskernes motions- og sportsvaner har ændret sig, er det vigtigt, at vi ved, hvordan nedlukningen har påvirket vores idrætsdeltagelse og måden, vi er aktive på
Helene Kirkegaard, senioranalytiker i Idan
Også i Frederikshavn mener man, at behovet for fitnesscentre fortsat vil der – også til efteråret.
- Det handler om, at det jo ofte er svært at komme i gang igen, lyder det fra Brian Høj, der understreger, at folk jo så netop ikke behøver vente til efteråret med at komme i gang med træningen.
Centret i Frederikshavn begynder allerede inden sommerferien en fire ugers bootcamp for nybegyndere.
Tilgengæld går Idan til efteråret i gang med en ny udgave af instituttets store undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner, hvor man gerne vil forstå mere om, hvad der får folk til at ændre motions- og sportsvaner.
- Nedlukningen har vendt op og ned på alt, og hvis vi skal forstå, hvordan danskernes motions- og sportsvaner har ændret sig siden 2016, er det vigtigt, at vi ved, hvordan nedlukningen har påvirket vores idrætsdeltagelse og måden, vi er aktive på, fortæller Helene Kirkegaard, der er senioranalytiker i Idan.