Nordjyder glemmer reflekserne
Foto: Flemming Krogh, Scanpix.
Nordjyderne er blevet markant dårligere til at huske reflekserne. På årets Refleksdag minder Codan og Børneulykkesfonden om vigtigheden af at lyse op i en mørk tid.
Det står desværre sløjt til med at huske reflekserne i Nordjylland. Det viser en undersøgelse, som Codan og Børneulykkesfonden har lavet i forbindelse med årets Refleksdag.
Det gik ellers godt. Sidste år var nordjyderne nemlig den gruppe af danskerne, der var bedst til at huske reflekserne. Men sådan er det ikke år, og det har konsekvenser.
Undersøgelsen viser nemlig også, at hele 62 procent af nordjyderne har oplevet at overse en fodgænger eller cyklist, fordi de ikke bar reflekser eller lygter. Det vil Codan og Børneulykkesfonden nu gøre op med.
- Selvom vi gerne vil være synlige, så glemmer vi meget ofte reflekserne på vej ud af døren. Det vil vi gerne gøre op med. Faktisk reduceres risikoen for en ulykke i mørke med hele 85 procent, hvis vi bærer reflekser. Derfor deler vi igen i år reflekser ud til Årets Refleksdag, så vi kan fange interessen hos den del af danskerne, der lige skal mindes om, hvor vigtige reflekserne er, særligt i vinterhalvåret, siger privatdirektør hos Codan, Camilla Amstrup.
En tredjedel af de nordjyske motionister har også oplevet farlige situationer i mørket, fordi de ikke var synlige nok. Tallet svarer til landsgennemsnittet på 32 procent, og kan derfor blive meget bedre.
Noget tyder på, at reflekser, der er syet ind i overtøjet har stor betydning. Undersøgelsen viser nemlig, at det er den type refleks, der er mindst populær hos nordjyderne sammenlignet med resten af landet. Det kan altså være en af forklaringerne på, at nordjyderne glemmer reflekserne.
- Hvis man ikke ønsker, at reflekserne skal være synlige døgnet rundt, så kan det være en god løsning altid at have en refleks i hver frakkelomme, som er sat fast i lommen. Når det så bliver mørkt, og du skal ud i trafikken, så kan reflekserne blot vippes ud af lommen. På den måde er reflekserne lige ved hånden, siger Camilla Amstrup.
Årets Refleksdag er en tradition, der er startet af Børneulykkesfonden og Codan. Dagen falder hvert år den sidste torsdag, inden vi stiller urene om til vintertid i oktober måned. Formålet med Årets Refleksdag er at sætte fokus på, hvordan reflekser giver bedre synlighed i trafikken i den mørke tid, så vi i sidste ende undgår ulykker.
Codan, Børneulykkesfonden og andre partnere på Årets Refleksdag uddeler mere end 80.000 reflekser i hele Danmark. Desuden bliver der afholdt et stort refleksløb i Gentofte samt mere end 20 mindre refleksløb rundt omkring i landet, og der vil blive uddannet omkring 800 refleksbetjente i landets børnehaver og institutioner, som skal lære de allermindste om sikkerhed og synlighed.
Årets Refleksdag sparkes i gang med uddeling af reflekser fra morgenstunden, blandt andet på Banegården i Aalborg fra klokken 07:00.
Nordjydernes refleksvaner
- 43 procent af nordjyderne har altid eller for det meste reflekser på (55 procent i 2015)
- 47 procent af nordjyderne går aldrig med reflekser
- 62 procent af nordjyske bilister eller førere af andre køretøjer har oplevet at overse en cyklist eller fodgænger eller først fået øje på dem meget tæt på, fordi de ikke bar reflekser eller lygter
- 33 procent af de nordjyske motionister har oplevet en farlig situation som følge af ikke at være synlig nok i mørket
Undersøgelsen er gennemført for Børneulykkesfonden og Codan af Epinion. Undersøgelsen er baseret på en rundspørge blandt 1.048 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 15-64 år i september 2016.