Vejret ser ud til at arte sig, så der er rig mulighed for at ordne ting udendørs i løbet af dagen.
Her til morgen skal man forvente temperaturer på 3-4 grader i Nordjylland, og der er også lokal tåge. I Aalborg-området kan man forvente tæt tåge her til morgen.
Vejret tre timer fremHvordan bliver vejret de næste par timer?
Vejret senereHvordan bliver vejret senere?
Men når tågen letter, er der mulighed for at se solen, og der bliver tørvejr og solskin og op til 11 grader i Nordjylland denne onsdag.
I løbet af eftermiddagen tager vinden dog til, og nogle steder kan blæsten blive op til hård.
BMO-bølgen er skyllet ind over Aalborg. Vi har testet, hvor du kan sætte tænderne i den trendy spise.
Man kan finde dem hos rigtig mange bagere og caféer i Aalborg. Sågar hos nogle supermarkeder. Boller med ost - eller BMO, som den simple spise også kaldes.
- VI sælger mange boller. Rigtig, rigtig mange boller. Men vi kalder det altså en bolle med ost, lyder det fra Lene Hyldahl, der er ejer af Behag Din Smag.
Og det genlyder næsten som et ekko, hos de fleste caféejere.
- Det er nok mere i København, at man siger BMO. Vi bruger det ikke. Men vi kan godt mærke, at det er moderne og en bølge, som mange vil være med på. Også i Aalborg, siger Pia Bie, restaurantchef på KaffeFair.
Sådan tester vi:
TV2 Nord har selv udvalgt de besøgte steder. Vi indgår ikke betalte samarbejder og har betalt for maden. Vurderingerne er lavet ud fra principperne om redaktionel frihed.
TV2 Nord er hoppet med på trenden og har smagt på en del af Aalborgs store udvalg af boller med ost.
Ét sted fik næsten omvendt en sand BMO-skeptiker.
Sprød og smagfuld
Hos Behag Din Smag har de et udvalg af forskellige surdejsboller.
Vi smagte bedstsælgeren, som er deres ølands-stykke. Til den fik vi smør og to forskellige slags oste.
Gammel Knas - som er meget populær i Aalborg - og en mildere skiveost.
Selve bollen har en sprød skorpe og den karakteristiske fornemmelse af surdej i krummen. Den er på ingen måde tør, men der er noget gods og smag i brødet, og de mange lufthuller er perfekte til at gemme lidt ekstra smør nede i.
Gammel Knas-osten går godt til det smagfulde brød, men er man mere til en mild ost, kan man også få det.
Alt i alt en virkelig lækker BMO-oplevelse.
Til den anonyme side
Føtex er også hoppet med på BMO-trenden og har lanceret en særlig BMO med en lidt anden ost, end den man ellers kan få.
Men den variant går efter alt at dømme som varmt brød. I hvert fald var den udsolgt allerede lidt over ni en tirsdag formiddag. Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis er gået helt forgæves. For BMO-bollerne var der stadig mange af, og dem kan man altid få smurt med ost og smør.
Selve brødet er til den anonyme side, og sammenlignet med andre boller i byen også en kende tør. Heldigvis var der rigelige mængder smør til at bløde oplevelsen op.
Det er den klart billigste BMO, vi har kunnet finde i byen. Men kvaliteten er også derefter. Ikke en stor smagseksplosion.
BMO - uden smør
Surdejsbageren har selvfølgelig også boller med ost på menukortet. Og her får man altså en bolle med noget gods i. En tyk skorpe og en bolle, der vil noget mere end bare at være et underlag.
De har en slags ost på hylden - Gammel Knas - så er man ikke til den salte ostesmag, så er det ikke stedet. Og så skal man være opmærksom på, at en bolle med ost hos Surdejsbageren ikke kommer med smør, hvis man ikke eksplicit tilkøber det.
Brødet er uden tvivl lækkert, og nok det, som mange gerne vil have i en bolle i dag. Men osteudvalget er begrænset, og for en smørelsker er det ærgerligt at opdage, at smør ikke var en del af pakken.
Skøn smagssammensætning
Hos KaffeFair har de et udvalg af forskellige boller - og det er det eneste sted, vi fandt en udgave med nødder i, som var en rigtig lækker afveksling og passer ekstremt godt til netop en bolle med ost.
Caféen bestræber sig på at have flere oste at vælge i mellem - herunder Gammel Knas og en mere traditional skiveost, som dog stadig har noget smag. Er man til en ost i den anonyme ende, finder man den ikke her.
Er man derimod til en smagfuld ost, så er KaffeFair et godt sted, hvor man kan få lidt smæk på smagen, og så passer deres boller rigtig dejligt til lige præcis smør og ost.
En god oplevelse.
Lækker og lun
Her bliver bollen lunet, og den lidt bløde krumme gør, at tankerne med det samme ledes hen på hjemmebag og en snert af barndommen. Bollen har en god smag og er behagelig og lækker at tygge sig igennem. På ostefronten er der flere muligheder. Blandt andet en mild skiveost - og faktisk gjorde kombinationen af den lune bolle og den milde ost, at en sand BMO-skeptiker var lige ved at overgive sig til konceptet.
Anderledes var det, da skeptikeren satte tænderne i en bid med Gammel Knas, som man selvfølgelig også kan finde hos Søgaard.
Eneste minus er måske bollens størrelse, som er mindre end flere af de andre. Derudover var det en skøn smagsoplevelse for både oste-fornægteren og oste-elskeren.
Lars var aldrig flyttet til Skørping, hvis ikke toget standsede i byen
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Lars Vinter er glad for, at kommunen anbefaler et fortsat IC-stop i Skørping.
Rebild Kommune anbefaler til regionen, at der fortsat skal været et IC-stop i Skørping frem mod 2030. Det vækker begejstring i byen.
- Hvis ikke der havde været en station, så havde vi nok ikke bosat os i Skørping.
Sådan lyder det fra pendler Lars Vinter.
Da han og familien i 2021 flyttede til Skørping, havde de ikke nogen bil. Derfor var de afhængige af især IC-togene i Skørping.
Som det er i dag stopper DSBs Intercity-tog i både Skørping og Støvring flere gange om dagen, og Lars Vinter tager toget flere gange om ugen fra Skørping til Aarhus, hvor han arbejder.
- Det er jo selvfølgelig rigtig dejligt, for så kan man måske også få arbejdet noget i toget, siger han.
Byen har udviklet sig naturligt omkring stationen, og det gør den stadigvæk. Så vi er glade
Per Alstrup, formand, Skørping-Rebild Lokalråd
Derfor er han lettet over, at politikerne i kommunen nu har peget på, at Skørping beholder deres togstop.
- Det er jeg selvfølgelig glad for, at både jeg og de andre medpendlere sydpå stadig har den mulighed, siger Lars Vinter.
Fra nul til et stop
Fra 2026 skal der dog kun være ét togstop mellem Hobro og Aalborg på DSB's landsdækkende IC-togstrækning.
Det har Transportministeriet bestemt for at opnå hurtigere rejsetid mellem de større byer i Danmark.
Det er regionsrådet, der skal tage den endelige beslutning om togstoppet. Det sker 9. december.
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Meldingen lød først på, at der ingen stop skulle være overhovedet på strækningen mellem Hobro og Aalborg, men Rebild Kommune har alligevel haft held med at overbevise ministeriet om behovet for et enkelt stop i kommunen.
Derfor har Rebild Kommune økonomiudvalg i dag taget stilling til, hvilken by, der skal beholde sit stop.
- Der er væsentligt flere borgere i Skørping og omkring Skørping, som benytter sig af den her togafgang. Og dermed er der væsentligt flere påstigninger. Og af den årsag er vi et flertal i økonomiudvalget, som har peget på Skørping, lyder det fra Jesper Greth (V), der er borgmester i Rebild Kommune.
Se hele indslaget her.
Det er data for, hvor mange påstigninger ud af regionen de to byer har haft, der har været afgørende for økonomiudvalgets beslutning om at pege på Skørping.
- Jeg er godt klar over, at for mange år siden var Støvring jo også en stationsby, men det er ikke på samme måde, som man ser på det i Skørping. Og jeg tror faktisk, at der er mange af de borgere, som flytter til Skørping, som baserer deres transportmuligheder på blandt andet tog, siger borgmesteren.
Ærgerlig beslutning
Beslutningen vækker onsdag ærgrelse hos lokalrådet i Støvring.
- Jamen det handler jo om den statistik, der egentlig er. Og den siger jo, at der er langt flere i Skørping, der tager med toget, end her i Støvring, siger Mogens Dam Andersen, der er formand for rådet.
Formanden for lokalrådet i Støvring-Sørup Sogn, Mogens Dam Andersen er æergerlig over beslutningen.
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Så er det den fornuftige beslutning, der er blevet truffet nu?
- Det kommer an på, om det er data fra 2019, man bruger. Altså for fem år tilbage, der er altså sket utrolig mange ting, også her i Støvring.
Anderledes er tonerne i Skørping Lokalrådet, der er fuldt tilfreds med beslutningen.
- Jamen det understreger bare igen, at vi er en stolt stationsby, som vi har været, siden stationen blev skabt. Byen har udviklet sig naturligt omkring stationen, og det gør den stadigvæk. Så vi er glade, siger Per Alstrup, der er formand for Skørping-Rebild Lokalråd og fortsætter:
- Skørping ligger lige midtvejs Hobro og Aalborg, og det er ganske naturligt, der er her der er stop, det hænger godt sammen - også på den lange bane.
Per Alstrup mener ikke, troen på politikerne havde været intakt, hvis det var faldet ud til fordel for Støvring.
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Men intet er afgjort endnu.
Det er Region Nordjylland, der på et møde 9. december skal tage den endelige beslutning om, hvor IC-stoppet frem til 2030 skal være.
- Jamen jeg håber selvfølgelig, at man lytter til kommunens anbefalinger, lyder det fra pendler Lars Vinter.
Mens han kæmpede indenfor, kæmpede hans datter udenfor
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Den tidligere Falckredder havde onsdag foretræde for folketingets beskæftigelsesudvalg.
I 10 år har den tidligere Falckredder Erik Schack, kæmpet for at få den erstatning, han ved en dom har fået tilkendt. Onsdag tog han sagen i egen hånd.
- Jeg kæmper ikke min egen sag. Jeg kæmper for alle reddere og politifolk i Danmark.
Sådan lød det onsdag fra den tidligere Falckredder Erik Schack.
Flankeret af sin datter og sin fagforening, tog Erik Schack onsdag plads foran folketingets beskæftigelsesudvalg.
For det er efterhånden 10 år siden, at en arbejdsulykke invaliderede den nu tidligere Falckredder, da han i forbindelse med en redningsaktion på havnen i Strandby, indåndede svovlbrintedampe.
En ulykke, der har efterladt ham hjerneskadet, halvsidig lammet og plaget af daglige smerter.
Siden blev han tilkendt erstatning, men har i årevis kæmpet med både myndigheder og forsikringsselskab for at få erstatningen udbetalt. Og sagen er langt fra slut endnu.
Erik Schack vandt ellers allerede sin arbejdsskadesag i Vestre Landsret i 2021, men nu har Tryg stævnet Ankestyrelsen, og dermed ser det ud til, at han endnu må vente fire år på at få sin sag afgjort.
- Vi håber selvfølgelig politikerne vil lytte til de forslag, vi kommer med. Og så håber vi dermed, at vi får plantet det første frø til, at der kan ske en ændring, siger Per Kjeldsen, der er formand for 3F Midtvendsyssel, der igennem hele forløbet har støttet Erik Schack i kampen for erstatning.
Se hele indslaget her.
Og står det til et nordjysk medlem af beskæftigelsesudvalget, er det på tide at give lovgivningen på området et gennemgribende eftersyn, så andre ikke ender i samme situation som Erik Schack.
- Jeg tror jo desværre ikke, at vi når at ændre lovgivningen i forhold til Eriks sag. Men Erik er jo et stort menneske, og han siger, at det gælder jo også fremtidige reddere, der står i samme situation som ham, siger Bjarne Laustsen (S).
Hvem passer på os?
Og mens Erik Schack talte sin sag indenfor på Christiansborg, demonstrerede flere af hans tidligere kollegaer udenfor i sympati.
Caroline Schack er også blevet Falck-redder.
Foto: TV2 Nord
Blandt dem Erik Schacks datter, som er gået i sin fars fodspor.
- Hvis ikke min far vinder den sag, så stiller det os alle dårligt. Alle os, der arbejder i beredskabet, og som hver dag kører ud for at hjælpe andre. Altså hvem passer på os, hvis vi selv kommer til skade? Det er jo det store spørgsmål, siger Caroline Schack og fortsætter:
- Og lige nu er svaret i al fald, at det er der ikke nogen, der gør.
Og selvom det på ingen måde betyder, at Erik Schacks udfordringer er forbi, har det ifølge den tidligere redder været hele turen værd.
- Jeg er meget positivt indstillet overfor beskæftigelsesudvalget, som af flere synliggjorde, at de ville drøfte det her for at sikre fremtiden.
Eleverne udførte arbejdet, men kommunen aflyste deres skitur:
Nu er der nyt
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Først aflyste politikerne turen, så råbte eleverne op, og nu er der fundet en løsning.
- Det første, jeg tænkte, var, at det er uanstændig opførsel af voksne mennesker, når eleverne har overholdt sin del af aftalen.
Sådan lød det i slutningen af oktober fra Carl-Gustav Bisbjerg Christensen, der går i 8. klasse på Sæby skole.
For det skabte ramaskrig blandt de elever, der i 2024 har arbejdet for skolepatruljen i Frederikshavn Kommune, da politikerne meldte ud, at skituren, der var belønningen for indsatsen, var aflyst.
Skæg fugl i rørskoven: Sådan fangede Charlotte den lille skægmejse i tagrørene
Foto: Charlotte S. Kristensen, Vester Vandet
Som navnet siger er skægmejsen nem at kende med de tydelige sorte "skæg" striber.
Den er hurtig og utrolig god til at gemme sig. Charlotte S. Kristensen har været heldig at fange den lille skægmejse i tagrørene.
November er for mange lig med Movember, hvor mænd lader overskægget gro for at sætte fokus på mænds sundhed og prostata- og testikelkræft.
Men de fleste får baghjul i dyreriget, hvor den lille fugl skægmejsen kan prale af en ordentlig skovsnegl. Det viser nogle fantastiske billeder, som vi har fået tilsendt fra Charlotte S. Kristensen, der med et grin konstaterer, at den lille mejse er sådan en skæg fugl.
Hannen har tydelige sorte striber, der altså ligner et stort og flot overskæg, og så er det en fugl der udelukkende holder til i rørskoven, hvor den bevæger sig lynhurtigt mellem rørene.
Skægmejse på jagt efter insekter mellem rørene.
Foto: Charlotte S. Kristensen, Vester Vandet
- Det kræver derfor lidt tålmodighed, hvis man gerne vil fotografere skægmejserne. De er simpelthen så hurtige og i den tætte rørskov er de bare svære at fange med kameraet, siger Charlotte S. Kristensen, der ofte tager ud i naturen i Thy, hvor hun bor.
En hård vinter kan betyde, at mange skægmejser bukker under. Men man skal ikke bekymre sig for bestanden af skægmejser. Arten kan nemlig få 3-4 kuld unger om året, og ungerne fra det første kuld kan allerede yngle samme sommer, så selv om der kun er få fugle tilbage i rørskoven efter vinteren så kommer der hurtigt flere.
- Skægmejsen er en bedårende fugl, og det gælder om bare at sidde stille og vente, for det er en lille, nysgerrig fugl, så lige pludselig kigger den frem mellem rørene, siger Charlotte S. Kristensen, der har sendt os de smukke billeder af skægmejsen.
Man skal være hurtig på fingrene for at fange en skægmejse i rørskoven.
Foto: Charlotte S. Kristensen, Vester Vandet