Muslingefarme i Mariager Fjord
De lokale landmænd accepterer skrappere udledningskrav for kvælstof og fosfor ved Mariager Fjord. Men de vil ikke være med til at skære i produktionen. I stedet foreslår de at der bl.a. etableres muslingefarme i fjorden.
Skrappere krav til kvælstof og fosfor
Hobro-Aalborg Landboforening accepterer anbefalinger fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) om skrappere krav til udledning af kvælstof og fosfor i Mariager Fjord.
Flere vådenge og muslingefarme
Men reduktionen af næringsstoffer i fjorden skal ske ved at oprette flere våde enge, at lave muslingefarme i fjorden og ved at så ekstra efterafgrøder, siger næstformanden, Henrik Dalgaard Christensen.
- Vi ønsker også en ren fjord, og anbefalingerne er jo lavet af fagfolk. Men det skal ikke ske ved at skære ned i landmændenes produktion af dyr. Landmændene skal fortsat have mulighed for at udvide produktionen, så de får råd til at købe dyr teknologi, der igen kan forbedre miljøet, siger Henrik Dalgaard Christensen.
Anbefalingerne
DMU anbefaler, at fosfortilførslen skæres ned til mellem seks ton og otte ton i forhold til de nuværende 13 ton. For kvælstofs vedkommende anbefaler DMU en nedskæring til mellem 200 ton og 400 ton mod i dag 800 ton.
Skal tages af landbrugsstøtten
Henrik Dalgaard Christensen siger, at udgifterne til at indfri de skrappere krav skal tages af de 10 procent af EU-landbrugsstøtten, som medlemslandene netop har fået mulighed for at bruge til miljøfremmende foranstaltninger, svarende til årligt 760 millioner kroner for Danmarks vedkommende.
/ritzau/