Minister melder hus forbi
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Til trods for massiv kritik af de åbne grænser og manglende kontrol, så mener Justitsministeren der gøres nok for at bekæmpe narkosmugling i Danmark
Søndag aften lignede Ålbæk havn mest af alt en amerikansk actionfilm med ildkamp mellem Politi og tre norske narkosmuglere. En situation der nu gør, at flere folketingsmedlemmer kræver handling.
- Der bør tilføres toldere og politi flere penge, ganske enkelt for vi kan øge antallet af stikprøver og stresse narkosmuglerne. I øjeblikket har de nærmest frit spil, fordi tolderne i Danmark ikke kan dække hele kysten tilstrækkeligt, siger Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.
Han støttes af Karsten Lauritzen fra Venstre der dog i første omgang mener man skal se på hvordan de eksisterende midler anvendes. Dem ved Jørn Rise, der er formand for Tolderne i Danmark alt om, alligevel er han skarp i sin kritik.
- I Norge og Sverige har tolderne både flere midler og beføjelser. De har mulighed for at eftersætte smuglere, efterforske sagerne selv. Vi har ingen både og hver gang vi har startet en sag skal vi overlevere den til Politiet, der så skal starte forfra. I øjeblikket fanger vi maksimalt 10 procent af den hash der kommer til Danmark, og smuglerne bruger vores land fordi de ved chancen for at blive fanget er minimal, siger Jørn Rise til TV2 Nord.
Den hårde kritik fra flere sider ændrer dog ikke på ministerens opfattelse af, at tingene kører helt efter bogen.
- Sagen i Ålbæk viser blot, at samarbejdet mellem de nordiske lande fungerer. Vi har aldrig haft flere projekter omkring bekæmpelse af kriminalitet, så jeg mener vi gør meget for at fange de organiserede bander. Danmark vil jo altid være transitland, fordi narkoen det norske marked efterspørger skal igennem Danmark, siger Morten Bødskov (S) til TV2 Nord.