Livredderne advarer: Pas på fralandsvinden når du bader
Foto: Trygfonden
Trygfondens Kystlivredning råder nu folk til at passe på, når de hopper i vandet ved de nordjyske strande. På grund af kraftig fralandsvind kan man hurtigt drive til havs.
Pas på fralandsvinden og tag ikke badedyr og luftmadrasser med i vandet, når du er ved stranden.
Så klart er rådet fra Trygfondens Kystlivredning, der har haft travlt den seneste uges tid med at hente folk, der var kommet farligt langt ud, ind til stranden igen. Således også ved Tversted Strand, hvor livredderne i sidste uge havde en livreddende aktion.
- Når der er fralandsvind, skal badedyr og luftmadrasser blive på land. Man kan lynhurtigt drive for langt ud fra kysten til, at man selv kan komme tilbage. Det kræver en masse kræfter at svømme tilbage til stranden, og man kan let gå i panik, så man mister endnu flere kræfter, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.
Vinden fortsætter med at være i det kraftige hjørne i den kommende uge, og derfor advarer livredderne nu de mange børnefamilier, der myldrer til stranden i skolernes sommerferie.
Surfere måtte reddes i land
Vinden gav også surfere problemer med at komme tilbage til land. Det skriver Flaskeposten.nu.
- Vi har også oplevet surfere, der kommer i problemer i den kraftige vind, hvis deres udstyr går i stykker. Som udgangspunkt befinder de sig et stykke fra kysten, når de surfer, og får de problemer med udstyret, kan de hurtigt komme for langt ud, til at de har kræfter til selv at svømme i land. Vores opfordring er derfor, og det gælder også for de badende, at man aldrig går alene i vandet, for så er der ingen til at slå alarm, hvis uheldet skulle ske, siger Anders Myrhøj fra Trygfondens Kystlivredning.
Generelt er danskerne dog gode til at passe på sig selv og hinanden ved stranden.
- Vi oplever, at langt de fleste danskere tager de nødvendige forholdsregler, når de bader. Mange sørger for at bade i livreddernes primære zone, som er mellem de rød/gule flag i strandkanten ved livreddertårnet, hvor livredderne holder særligt skarpt øje. Selv de bedste svømmere kan komme i vanskeligheder, og derfor er livredderne en ekstra sikkerhed, siger René Højer, programchef i TrygFonden med ansvar for bade- og vandsikkerhed.
Fra fredag den 29. juni til søndag den 8. juli gennemførte livredderne i alt 7 røde aktioner, 555 almindelige førstehjælpsaktioner, 685 forebyggende aktioner og 13.685 oplysende aktioner landet over.