Lastbilchaufføren Lars er cyklet til Paris - i dag skal han fejre Vingegaard
Han har kørt næsten 5000 kilometer på cykel for at blive klar.
Normalt tilbagelægger Lars Nielsen fra Suldrup kilometervis af asfalt bag sig som chauffør. Men denne sommer har lastbilen været skiftet ud med et noget mindre køretøj.
Lars Nielsen har nemlig taget cyklen hele vejen fra Hobro til Paris.
- Det var ikke så galt. Jeg kan godt lide at cykle, lyder det ydmygt fra Lars Nielsen.
Han har ikke cyklet de mange kilometer alene, men i sammen den himmerlandske delegation fra Tour de Taxa. Det er et initiativ, der støtter Julemærkehjemmene i Danmark, hvor ét ligger i Hobro.
Tour de Taxa
Tour de Taxa blev grundlagt i 2009, da en lille gruppe taxachauffører i Århus, fik ideen om at cykle til Paris.
De levede måske ikke det sundeste liv, og 3 af dem havde desuden fået konstateret diabetes, så turen til Paris var en enorm udfordring. Men det lykkedes at gennemføre, og faktisk med et hold med 32 ryttere.
De følgende år blev der dannet flere og flere hold. I dag består Tour de Taxa af 7 hold. 6 Paris hold og et Explorer hold. Explorer holdet laver hvert år en tur rundt i andre lande i Europa, og er for ryttere der har kørt til Paris.
Der er et Paris hold i hver af disse 6 regioner i Danmark:
Team Hovedstadsområdet, Team Nordsjælland, Team Sydsjælland og Øerne, Team Himmerland (Nordjylland), Team Østjylland (Midtjylland) og Team Syd/Sønderjylland og Fyn.
- Det er spændende at komme ned at se touren, og så samler vi jo ind samtidig, fortæller Lars Nielsen over en telefonforbindelse til Paris.
Det er andet år i træk, han er hoppet på cyklen.
- Det er endnu mere fantastisk i år. Jeg har set en hel masse undervejs, det har jeg haft mere overskud til.
Jeg er taknemmelig over at få lov at cykle med så fantastiske mennesker.
Lars Nielsen, Suldrup
12 skruer i ryggen
Turen til Paris forløb uden problemer - bortset fra to dage med "lidt stiv modvind".
- Det var ikke noget problem. Det har være en god tur, og det gik nemt for mig, siger Lars Nielsen.
Men det har ikke altid været nemt. For ti år siden var Lars Nielsen igennem en stor rygoperation.
- Jeg fik 12 skruer i ryggen i den forbindelse, og det har selvfølgelig været hårdt, når man sidder meget stille, forklarer han og henviser til sit arbejde som chauffør.
- Men det har ikke været nogen hindring.
Lars Nielsen har nemlig altid holdt sig i form med blandt andet løb og sidenhen cykling. Det har dog krævet en god portion træning for at blive klar til Pariser-turen.
- Jeg har kørt godt 4800 kilometer. Og så har jeg trænet i Sverige, hvor jeg deltog i "Vättern-løbet".
Tårer i øjnene
Da Lars Nielsen fredag nåede målet i Paris ved Champs-Élysées, var der familiær opbakning på tætteste hold.
- Min kone, datter og bonusdatter tog imod mig. Så kom der en tåre i øjenkrogen bag solbrillerne, det kan jeg godt fortælle.
Sidste år måtte Lars Nielsen hjem og på arbejde, da han nåede i mål. Derfor gik han glip af Vingegaards sidste etape. Men sådan bliver det ikke søndag.
- Vi skal se Jonas komme i mål og feste på Champs-Élysées. Det er drikken over i'et, det er der ingen tvivl om.
Sammen med familien står de tidligt op for at få gode pladser, så de kan få et glimt af Vingegaard, og Lars Nielsen er godt forberedt.
- Jamen vi har danske flag med, og så har jeg været ude at købe gul hat og trøje i dag, så det skal nok blive fantastisk.