Landsret omstøder dom: Familie til død indsat får ingen erstatning
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Ved Byretten i Aalborg blev kriminalforsorgen dømt til at betale 975.000 kroner til den afdødes efterladte. Kriminalforsorgen ankede dommen, der siden skulle behandles ved Vestre Landsret.
En 40-årig mand indtog en stor mængde piller men fik ingen lægehjælp. I stedet placerede fængselspersonalet ham i en strafcelle, hvor han døde.
Sidste år afgjorde Retten i Aalborg, at det var Kragskovhede Fængsels ansvar, at en 40-årig mand mistede livet som følge af en overdosis.
Men torsdag formiddag er dommen blevet omstødt ved Vestre Landsret.
Kriminalforsorgen slipper derfor for at betale 975.000 i forsørgertabserstatning til den afdødes efterladte, som byretten ellers havde besluttet.
Dommen kommer bag på Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen, der har ført sagen for den afdødes hustru.
Jeg mener, at man har svigtet fundamentalt i den her sag
Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen
I maj sidste år afgjorde byretten, at det var et brud på Menneskerettighedskonventionens artikel 2, som handler om retten til liv, at fængslet ikke sørgede for at manden fik lægehjælp, velvidende at han havde indtaget en stor mængde piller.
Anderledes ser Vestre Landsret på det i dag. Her mener man, at fængselspersonalet gjorde tilstrækkeligt for at håndtere situationen.
- Jeg er meget skuffet på mine klienters vegne, siger familiens advokat, Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen.
I et skriftligt svar til TV2 Nord skriver Kriminalforsorgen følgende:
- Kriminalforsorgen er tilfreds med dommens udfald og har ingen yderligere kommentarer.
Medfange var chokeret over reaktion
Det var en af de andre indsatte, der opdagede, at den 40-årige mand havde fået fat i et glas med 100 Metadontabletter, og at han havde indtaget en betydelig mængde af glassets indhold.
Han gjorde derfor personalet opmærksom på, hvad han havde set, men deres reaktion blev han meget rystet over.
I stedet for at ringe efter lægehjælp, placerede de den indsatte i en strafcelle, hvor han kunne afruse.
Et par timer senere blev han fundet livløs på gulvet. Først der blev en ambulance tilkaldt, men da den ankom, var det for sent. Den 40-årige mand var afgået ved døden som følge af en overdosis.
For familien slutter sagen ikke her.
De søger derfor nu om tilladelse til at få sagen behandlet ved Højesteret, og hvis det ikke lader sig gøre, vil de føre sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, fortæller familiens advokat, Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen.