Landmænd er klar til at dyrke hamp på de nordjyske marker
Foto: (Arkivfoto)
Nordjyske landmænd er meget interesserede i at dyrke den hamp, som skal bruges i forsøget med medicinsk cannabis.
Folketinget besluttede sidste efterår at tillade et forsøg med medicinsk cannabis, som især kræftpatienter har efterlyst. Olien fra hampplanterne har angiveligt en lindrende virkning, og det skal et forsøg med 1500 patienter give svar på. Men i første omgang bliver det med hollandsk dyrket cannabis, fordi det endnu ikke er tilladt at dyrke afgrøden i Danmark.
- Det er da træls, at vi skal importere hollandsk hamp, når vi sagtens kunne dyrke den for eksempel her i Nordjylland. Det kan ikke passe andet, end når man kan bruge det i Holland og varen findes næsten op af vores grænser, så burde vi også kunne få lov, siger Hans Christian Holst, landmand og formand for LandboNords planteudvalg.
Selv om forsøget med medicinsk cannabis begynder 1. januar 2018 og skal fortætte fire år frem, kan landmændene foreløbig ikke få tilladelse til at dyrke afgrøden i Danmark.
- Vi har på det seneste fået henvendelser fra flere landmænd, der er klar til at prøve den her nye afgrøde, men vi kan ikke sige andet end, at på nuværende tidspunkt er det ikke lovligt at dyrke den, siger Kristian Toft Andersen, planteavlskonsulent i LandboNord.
Det er da træls, at vi skal importere hollandsk hamp, når vi sagtens kunne dyrke den for eksempel her i Nordjylland
Hans Christian Holst, formand for LandboNords planteudvalg
I Holland dyrkes hampen, som anvendes til medicinsk cannabis, i drivhuse og under skarp bevogtning. Planternes høje indhold af især THC gør den værdifuld, fordi den også kan bruges til marihuana. I Danmark vil landmændene helst dyrke hampen på friland – og med et lavt indhold af de eftertragtede stoffer, så der ikke er risiko for, at den bliver stjålet på markerne. Resten af planten kan nemlig også udnyttes i landbruget.
- Vi dyrker allerede i dag industriel hamp, hvor man bruger fibrene til isolering, så for den sags skyld bliver der allerede dyrket hamp i Danmark i dag, og det kan vi lige så godt bruge til medicinsk brug også, siger Kristian Toft Andersen fra LandboNord.
For at få lov til at dyrke traditionel hamp skal landmænd i dag rette ind efter flere lovgivninger fra både Danmark og EU. Medicinsk cannabis er derimod stadig ulovligt. Landmændene har erkendt, at de ikke kan nå at dyrke dansk cannabis til forsøget, der begynder i 2018, men de håber på en ny og hurtig lovgivning, så de kan levere dansk hamp allerede i 2019.
- Det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke kan nå at så afgrøden, så den er klar til 2018, fordi her faktisk ligger nogle arbejdspladser og muligheder for landmænd for at få en ekstraindtjening. For samfundet og for landmændene er det rigtig dårligt, at vi ikke kan komme i gang, så vi vil opfordre til, at Folketinget får nedsat en hurtigtarbejdende kommission, så vi bliver klar til 2019, siger LandboNords formand Niels Vestergaard Salling.