Landbruget venter store røde tal i år
Regnskabstal for 2014 giver dystre udsigter for de nordjyske landmænd
2014 blev et fornuftigt år for de nordjyske mælkeproducenter, men i år venter store underskud. Det samme gælder svineproducenterne, som allerede kommer fra et underskudsår.
2015 bliver et hårdt år for de nordjyske landmænd. Hver mælkeproducent ser i gennemsnit ud til at komme ud med et minus på en halv million, når året er omme, og svineproducenterne regner med underskud i millionklassen.
Svineproducenterne kommer fra et svært år, som bød på underskud mellem 300.000 og 500.000 kroner efter finansiering på en gennemsnitlig bedrift, viser nye tal fra de nordjyske landboforeninger Agri Nord og LandboNord.
- I forhold til 2013 mangler svineproducenten 29 kroner per gris ved 30 kg og 39 kroner per slagtesvin. Synderen ligger altså i priserne, for det betyder en betydeligt mindre indtægt for den enkelte bedrift, og mange kan derfor se frem til et millionunderskud i 2015, siger chefkonsulent Torsten Gruhn, LandboNord.
Mælkeproducenterne kom ud af 2014 med en plus mellem 700.000 og 800.000 kroner efter finansiering. Nedskrivning af mælkekvoterne, som udløber til april, betyder dog, at 2014-resultatet for de fleste er et overskud omkring 150.000 kroner.
I år kan mælkeproducenterne til gengæld se frem til dundrende underskud.
- Prognoserne for SEGES varsler en indtjeningsnedgang i størrelsesordenen en til halvanden millioner kroner for bedrifter, som de analyserede, så der bliver behov for at bevare det gode forhold til de kreditgivere, som der er afdraget til i det forgange år, siger Jørgen Cæsar Jensen, virksomhedsrådgiver hos Agri Nord.