Kritik af den nordjyske regionsformand
Personale på Sygehus Himmerland i Farsø føler sig misforstået af Ulla Astman i forbindelse med et planlagt politikerbesøg på sygehuset, som blev aflyst i sidste øjeblik.
Fredag skulle venstrepolitikerne Birgitte Josefsen og Kristian Andersen have haft en rundvisning på Sygehus Himmerland i Farsø. Tre medarbejdere havde inviteret for at give deres syn på fremtiden. Men det besøg blev aflyst kort tid inden, og det irriterer sygeplejerske Berit Byg.
Samme aften blev regionsrådsformand Ulla Astman nemlig interviewet om hvorfor mødet blev aflyst. En af begrundelserne var, at det ville tage for meget af medarbejdernes tid, hvis de skulle vise rundt.
Men ifølge Berit Byg, så havde medarbejderne taget fri fra arbejde for at vise politikerne rundt.
- Det irriterer mig da, fordi jeg netop holder på, at sådan noget kun må finde sted i fritiden - og at det netop ikke går ud over vores arbejdstid. Jeg passer da mit arbejde, når jeg er på arbejde, siger Berit Byg.
Regionsrådsformand Ulla Astman (Soc.dem.) mener alligevel ikke, at det skal rokke ved beslutningen.
- Hvis det er i medarbejdernes fritid, så skal mødet heller ikke finde sted på sygehuset. Man bliver nødt til at skelne mellem fritid og arbejde, siger Ulla Astman.
Birgitte Josefsen (Venstre), var en af de politikere, som skulle ha haft en rundvisning. Hun forstår ikke, forbuddet mod rundvisning i fritiden.
- Der er jo også rigtig mange som er rundt og se hvad der sker på private arbejdspladser. Jeg synes det er ærgerligt, hvis vi når dertil, at man ikke er stolt af at vise sin arbejdsplads frem - og man ikke har muligheden for at vise det frem, som man er stolt af, siger Birgitte Josefsen.