Minister giver kommune kold skulder i omdiskuteret støjsag
Sofiendal Enge
Aalborg Kommune har tidligere konkluderet, at de ikke gjorde noget forkert ved at tillade boliger lige op ad den kommende Egholm-motorvej i Sofiendal Enge. Men minister er uenig.
I en skriftlig kommentar slår transportminister Thomas Danielsen (V) nu fast, at kommunen udmærket godt vidste, at der ville komme støj.
Og derfor er det også dens ansvar at forhindre, at beboere kommer til at leve i de analyser fra Vejdirektoratet, som konkluderer, at støjen bliver sundhedsskadelig.
- Vejstøj er et alvorligt problem, som vi bruger mange ressourcer på at bekæmpe.
- Når en kommune vælger at bygge tæt på en motorvej, som de ved kommer til at støje, så er det også kommunens opgave at sørge for støjbekæmpelse i det nye boligområde, lyder det i et skriftligt svar fra transportminister Thomas Danielsen (V) til TV2 Nord.
Rådmand: Det er køberens ansvar
TV2 Nord har i en længere periode forsøgt at få klarlagt, hvem der har ansvaret for, at boliger i Sofiendal Enge er blevet bygget så tæt på motorvejen, at beboerne må leve med sundhedsskadelig støj, når Egholmmotorvejen åbner.
Rådmanden for området – Jan Nymark Rose Thaysen (V) - har i den forbindelse slået fast, at kommunen, da de solgte arealet til opførelse af boliger, frasagde sig ansvar for eventuelle fremtidige støjproblemer.
Tilbage i oktober sidste år pegede han på Vejdirektoratet og altså dermed staten som ansvarlig for at bekæmpe støj.
- Ansvaret ligger entydigt hos Vejdirektoratet, som jo også er bygherre af den tredje Limfjordsforbindelse, så den står for deres regning, sagde rådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V) dengang.
Minister uenig
Men den udlægning afviser transportministeren altså. I det skriftlige svar til TV2 Nord oplyser Transportministeriet, at "det følger af planloven, at kommunen kun kan bruge områder tæt på en motorvej til formål, der ikke er støjfølsomme".
Og videre skriver ministeriet:
- Ministeriet kan derudover oplyse, at Vejdirektoratet i deres dialog med Aalborg Kommune har gjort kommunen opmærksom på, at det vil være kommunen, der har ansvaret for at sikre, at nye boligområder i nærheden af eksisterende eller planlagte veje ikke påvirkes af støj over Miljøstyrelsens grænseværdi.
TV2 Nord har tidligere talt med eksperter, der kritiserer Aalborg Kommunes planlægning. Carsten Munk-Hansen er meget klar i sin vurdering af kommunens planlægning af Sofiendal Enge:
- Jeg ser det som en forsømmelse af kommunen, siger professoren fra den juridiske fakultet på Aalborg Universitet.
Frikender sig selv
I en redegørelse som Aalborg Kommunes borgmester Lasse Frimand Jensen (S) bestilte, efter TV2 Nord spurgte ham ind til den sundhedsskadelige støj, kommer kommunen frem til en helt anden vurdering end transportministeren.
Blandt andet lyder det, at man betragter ”den stigende trafikmængde på den 3. Limfjordsforbindelse som en efterfølgende støjkonflikt”.
Og at ”der ingen støjkonflikt var, da kommunen vedtog lokalplanerne ud fra den viden og det materiale, der var tilgængeligt på tidspunktet.”
– Kommunen (har, red. ) ikke været forpligtet til at tage yderligere højde for eventuelt forøget støj fra en motorvej, der på planlægningstidspunktet ikke var fremlagt en anlægslov for, skriver Aalborg Kommune.
Overblik over forløb med støjramte boliger
2009 Aalborg Kommune vil udlægge området Sofiendal Enge i det sydvestlige Aalborg til bebyggelse
2015 Vejdirektoratet reserverer arealer til Den 3. Limfjordsforbindelse helt tæt på det området kommunen vil sælge til bebyggelse.
2016 og 2017 Lokalplaner for området vedtages. Det hedder blandt andet, at støj fra Limfjordsforbindelsen ikke vil ramme det planlagte byggeri.
2017 Vejdirektoratet advarer i høringssvar til lokalplan om, at der er udfordringer med støj. Alligevel tillader Aalborg Kommune opførsel af boliger, hvor nogle nu kan se frem til sundhedsskadelig støj
2021 Vejdirektoratet anbefaler, at der tages stilling til støjafskærmning i Sofiendal Enge, i forbindelse med motorvejsbyggeriet. I sidste ende bliver der ikke sat penge af til det i anlægsloven