Nordjyder ladt i stikken - anbefalede støjskærme forsvundet
Sofiensdal Enge
Nybyggede boliger ligger så tæt på motorvejen til den tredje Limfjordsforbindelse, at indbyggerne kan se frem til sundhedsskadelig støj fra motorvej. Alligevel er anbefalet støjafskærmning taget ud af anlægsloven.
I det sydvestlige Aalborg ved Sofiendal Engen er der på få år skudt boliger op i massevis. En del af byggeriet ligger helt tæt på strækningen, hvor motorvejen til den tredje Limfjordsforbindelse kommer til at gå.
Hvad tænker du med din faglige indsigt om, at man bygger så tæt på tracéet?
- Det er jo ikke heldigt, det er helt sikkert. Der er jo en grund til, at vi har et tracé, og det er jo, at man ikke skal bygge der, siger Per Seidelin, der er projektchef i Vejdirektoratet.
Anbefaler støjafskærmning
I december 2021 anbefalede Vejdirektoratet politikerne i Transportudvalget på Christiansborg, at der blev taget stilling til, om der skulle bygges 2,5 kilometer støjskærm ved de nybyggede boliger i Sofiendal Enge. Direktoratet havde foretaget supplerende beregninger af støjbelastningen i området.
- De forreste boliger i Sofiendal Enge bliver belastet over støjgrænsen på 58 decibel. Det vil sige, at vi allerede nu ved, at de her mennesker bliver udsat for sundhedsskadelig støj, lyder det fra Henrik Sakstrup fra Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen.
Se indslaget her:
Støjafskærmning droppet
Men selvom støjniveauet fra den nye motorvej til den tredje Limfjordsforbindelse altså betyder støjgener til boliger i Sofiendal Enge over grænseværdien, valgte politikerne at droppe støjafskærmning. Til stor frustration for beboerne i området.
- Jeg synes jo, det er imponerende, når man har sådan et stort boligområde, man har satset på i Aalborg Kommune, at man så begynder at fravælge noget af det, der kan give kvalitet til alle borgerne herude, siger Karsten Stadsing, der er formand for en stor grundejerforening i området, Grundejerforeningen Poul Anker Bechs Vej.
Stadsing understreger, at han er stor tilhænger af den tredje Limfjordsforbindelse, men uforstående over for det faktum, at man har droppet støjskærme i området.
- Det kommer bag på mig, at man fravælger det og går på kompromis med al kvalitet for borgerne i så stort et anlægsprojekt, der kommer til at servicere hele Nordjylland.
Aalborg Kommune: Ansvaret ligger entydigt hos Vejdirektoratet
Det er Aalborg Kommune, der har tilladt bebyggelse tæt på det tracé, hvor den Tredje Limfjordsforbindelse nu skal bygges, men rådmanden for området mener ikke kommunen har noget problem.
- Ansvaret ligger entydigt på Vejdirektoratet, som jo også er bygherre for Tredje Limfjordsforbindelse, så den står for deres regning, siger Jan Nymark Rose Thaysen (V), der er rådmand for By og Land i Aalborg Kommune.
Men Vejdirektoratet mener som tidligere beskrevet, ”det er uheldigt”, at Aalborg Kommune har tilladt bebyggelse så tæt på tracéet. Og i øvrigt har direktoratet tydeligt gjort opmærksom på, at man risikerede, at der blev bygget en motorvej i området.
- Der har været en byggelinje, hvor vi anbefaler, at man holder sig uden for den byggelinje, fordi der kommer en tredje Limfjordsforbindelse. Og så viste det sig så, at det gjorde der, siger Per Seidelin, der er projektchef i Vejdirektoratet.
Mens Aalborg Kommune altså peger på Vejdirektoratet. Så sender direktoratet bolden videre til politikerne på Christiansborg. Og Indbyggerne i forreste række ved Sofiendal Enge kan se frem til støj over grænseværdien på 58 decibel. Men ingen støjskærme.