Klumme: Velkommen i Nordjylland FX
Foto: Mikael Justesen, TV2 Nord
Kong Frederik X må meget gerne besøge Nordjylland.
Hundredvis, nej tusindvis af nordjyder tog i dag turen til København for at hylde vores nye konge.
Og vi frøs, sammen med myriader af fynboer, sjællændere, københavnere. Ja, og færinger, grønlændere, australiere.
Nye danskere fra alle verdenshjørner. Tyskere, svenskere og amerikanere var der også, bedømt ud fra de mange sprog, man kunne høre talt på Christiansborg Slotsplads.
Alle med den samme forventningsfulde tone.
Måske bortset fra en lille gruppe republikanere, der var krøbet sammen i et hjørne og derfra krævede ny grundlov og republik og sådan noget. De var virkelig gået ind i den forkerte butik.
De var så absolut dem, der frøs mest, som man kun kan gøre, når man er sat uden for døren. For deres blotte tilstedeværelse modbeviste meget tydeligt deres tese om, at vores monarki er udemokratisk. For de fik lov både at have og sige deres mening i fred. I ensom majestæt, fristes man til at sige.
Og det er jo trods alt også op at bakke at fremføre at kongehuset er udemokratisk, når opbakningen er - ja, undskyld, majestætisk. Kong Frederik bestiger kronen med over 80 procents opbakning. Det er noget som selv russiske diktatorer vil have respekt for.
De - eller vi - mange nordjyder på slotspladsen fik noget at varme os på under kongens første tale.
Hans valgsprog “Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark” rummer i hvert fald mulighed for at tolke det derhen, at kongen er opmærksom på, at der forude ligger en opgave med at holde sammen på butikken.
Majestæter gennem tiderne har haft for vane at sende en hilsen til rigets fjerne egne - Grønland og Færøerne - i de årlige nytårstaler. Og sejle derop en tur en ny og næ.
Kong Frederik behøver hverken sende hilsner til Nordjylland eller komme sejlende for den sags skyld, men vi vil meget gerne se ham heroppe. Det kunne i hvert fald være med til at sætte handling bag de smukke ord om at være forbundne, for hvis der er noget vores kongehus kan - og det er der - så er det at samle fokus på en sag eller et område.
Øerne i Nordatlanten skylder Dronning Margrethe meget - hendes store fokus på netop den del af riget har været en stor del af grunden til, at vi stadig er ét rige. Og hvis Kong Frederik - FX - gerne vil forbinde kongeriget, så er der næppe nogen bedre måde end ved hyppige rundrejser i hele landet.
Og der er grund til at tro på, at kongen ikke vil glemme Nordjylland. Han har allerede en stor tilknytning til vores landsdel, som han kan bygge videre på. Flittig bruger af jagthytten i Trend. Fast sommergæst i Skagen. Nære venner i det nordjyske. Og ikke mindst gode minder, for eksempel fra soldatertiden.
Og måske igen til sommer, hvor Brønderslev skal være vært for dette års Royal Run. Mon borgmester Klitgaard skal løbe en omgang med kongen?
Kong Frederik fik en drømmestart, da han trådte ud på balkonen som landets konge. Båret frem af sin mors kolossale popularitet. Understøttet af den nye dronnings ditto. Og med sin ældste søn, kronprins Christian ved sin side. Og mødt af sit folk, en tusindtallig skare der trodsede vinterkulden og ventede i timer for at få det første glimt af den nye konge. Og for til evig tid at kunne sige: jeg var der. Jeg så det ske.
Og det skete. Da Kong Frederik trådte ud på balkonen og åbnede sine arme for folket, var der ingen på pladsen, der frøs.
Jo, måske den lille flok republikanere, der trodsigt stod og prøvede at være sure.
Over hvad? Vi har haft en fantastisk regent i 52 år. Med lidt held har vi endnu én i de næste 30 eller mere.
Og i ryggen af ham står næste generation klar til at personificere Danmark, vores kultur og vores historie. Ikke nogen let opgave. Men med dronning Margrethe, hendes søn og sønnesøn vil vi om 50 år kunne se tilbage på 100 år, og i virkeligheden meget mere, med en regent, vi kan være stolte af.
Det er faktisk slet ikke så tosset.
Tak, dronning Margrethe. God vind, Kong Frederik. Håber vi ses i det nordjyske af og til.