- Jeg er ikke vildt chokeret
Tulle Krøyer, den ene kvinde i det lesbiske par, der oplevede chikane i Mariager sidste efterår, er ikke chokeret over sagen bliver droppet og er helt rolig i forhold til at blive anklaget for falsk anklage.
Tulle Krøyer, den ene kvinde i parret, der oplevede chikane i Mariager, er ikke chokeret over at sagerne om hærværk mod deres ejendom nu droppes.
Politiet kan ikke finde beviser for, at den sigtede i sagen er manden bag de tre tilfælde af hærværk, der er meldt til politiet. Dermed slipper den tidligere sigtede, en 39-årig mand, for tiltale i sagen. Et udfald som den ene kvinde i parret havde forudset.
- Jeg er ikke vildt chokeret over, at sigtelsen mod ham bliver droppet. Der findes jo ingen domsfældelser i sådanne sager, og efterforskningen startede sent, så det kommer ikke bag på mig, at udfaldet er derhen. Tvivlen kommer jo altid den sigtede til gode, hvis ikke der er beviser. Og det er et princip jeg støtter op om, siger Tulle Krøyer, der er den ene kvinde i parret.
Preben Møller fra Nordjyllands politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse fra den sigtedes advokat om falsk anklage.
- Helt personligt tager jeg det roligt. Når man føler sig krænket i eget hjem, så er man nødt til at handle på det. Jeg har ikke hørt noget fra politiet om anmeldelsen, jeg har bare kunnet læse det i medierne, så jeg ved ikke mere om det end I gør, siger Tulle Krøyer.
Hærværk på parrets ejendom er en del af den chikane, det lesbiske par efter eget udsagn oplevede i efteråret 2014 ved deres hjem og i den børnehave, hvor børnene gik. Chikanerne førte til at det lesbiske par flyttede væk fra Mariager.
Chikanen skulle ifølge det lesbiske par komme fra personer i den lokale pinsekirke, der ønskede at lade parret vide, at de levede i synd. I november 2014 blev en 39-årig anholdt i forbindelse med hærværk ved parrets hjem.