Ingen økonomisk hjælp til trængte nordjyske kommuner
På dagens kommunalpolitiske topmøde slog økonomiministeren fast, at der ikke bliver ændret ved udligningsordningen.
Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager ønsker ikke at ændre udligningsordningen, så trængt nordjyske kommuner får mere hjælp af de rige kommuner på Sjælland.
- Vi har for nyligt opdateret udligningsreformen, så der nu sendes yderligere 400 mio. fra bykommunerne til landkommunerne, så vi har ikke planer om at ændre på udligningsordningen lige nu, slår ministeren fast overfor TV2/Nord i forbindelse med det kommunale topmøde i Aalborg torsdag og fredag.
Flere hundrede kommunal- og folketingspolitikere fra hele landet er i disse dage samlet for blandt andet at diskutere urbanisering og økonomisk udligning. Og der er brug for midler. Frederikhavn Kommune står til at skulle spare 125 mio. kroner i 2015.
- Alene på børneområdet står vi til at miste 2000 børn over de næste seks år og det koster os allerede 28 millioner kroner om året i manglende tilskud på nuværende tidspunkt. Vi kan jo ikke bare lukke en ny skole hver gang der skal spares, lyder det fra Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (Soc. Dem.)
Hun bakkes op af Mogens Gade, der udover at være borgmester i Jammerbugt også er formand for de nordjyske kommuners kontaktråd.
- Vi kommer jo ikke bare med hatten i hånden, men vi har brug for hjælp til selvhjælp. Vi har brug for investeringer i en tredje Limfjordsforbindelse og infrastruktur som eksempelvis Internetforbindelser, så vi kan tiltrække attraktiv arbejdskraft. Vi har masser af initiativer i gang, men vi kan ikke løfte opgaven alene, siger han.
Og økonomi- og indenrigsministeren er ikke til at rokke.
- Den barske sandhed er jo, at uanset udligningsreformer og særtilskud, så er der kommuner som vil opleve, at borgerne ganske enkelt bare flytter væk, lyder det fra Margrethe Vestager.