Ingen nordjyske borgmestre vil have minimumsnormeringer
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
En rundspørge viser, at ingen nordjyske borgmestrer vil have minimumsnormeringer, hvis det skal være for egen regning.
Ingen af de 11 nordjyske borgmestre går ind for en minimumsnormering, hvis det skal være for egen regning. Det viser en rundspørge, som TV2 og TV2 Nord har lavet.
Diskussionen om minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer har fået fornyet liv efter TV2 dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden'. Den afslører flere tilfælde af omsorgssvigt i en række københavnske daginstitutioner. Det har fået en række politikere, eksperter og borgere til at kræve forbedringer på området.
Jeg synes, at det er en dårlig ide med minimumsnormeringer, da der kan være nogle institutioner, hvor der kan være brug for flere pædagoger.
Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg (Socialdemokratiet)
Hvordan man sikrer forbedringer, er der dog uenighed om. Ingen af de nordjyske borgmestre tror på, at forbedringer skal sikres gennem minimumsnormeringer for kommunernes egen regning.
En af dem der afviser minimumsnormeringer, er Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
- Jeg synes, at det er en dårlig ide med minimumsnormeringer, da der kan være nogle institutioner, hvor der kan være brug for flere pædagoger, da der måske er mange socialt udsatte. Mens andre institutioner, der har færre udfordringer, kan klare sig med et mindre antal pædagoger, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg (Socialdemokratiet).
Aalborgs borgmester afviser ikke, at der skal bruges flere penge på institutionerne, men han mener, at man skal gøre det på en anden måde end med en fast minimumsnormering.
Det er især, hvor pengene skal komme fra, der bekymrer ude i kommunerne. I Hjørring er borgmesteren bekymret for, at selv hvis de fra Christiansborg øremærker penge, der dækker et minimumsantal af pædagoger i hver institution, vil det stadig ikke slå til. Han frygter nemlig, at denne sum penge ikke vil have taget højde for sygdom, kursusdage og ferie.
Han mener dermed, at kommunerne kommer til at stå tilbage som skurkene. Da de enten ikke kan levere den service, der er lovet eller bliver nødt til at skære ned på andre områder for at levere den.
Det kan ikke lade sig gøre at have minimumsnormeringer, hvis vi ikke får pengene til det.
Arne Boelt, borgmester i Hjørring (Socialdemokratiet)
- I bund og grund er jeg ikke afskrækket over for, at vi får en vejledning til normeringer, men jeg skal også have pengene til det. Det kan ikke lade sig gøre at have minimumsnormeringer, hvis vi ikke får pengene til det, for så skal jeg ud og hente pengene i ældreplejen eller folkeskolen, og det ville jeg være voldsomt ked af, siger Arne Boelt, borgmester i Hjørring (Socialdemokratiet).
Minimumsnormeringer er et af SF's mærkesager i folketingsvalgkampen. De har stillet minimumsnormeringer som et ultimativt krav til Mette Frederiksen, hvis hun bliver statsminister. DF har efter afsløringerne i TV2 Dokumentaren skiftet holdning til normeringer og er ikke længere afvisende overfor, at det skal indføres.