Ingen hoppeborge i Jammerbugt kommune
Jammerbugt Kommune har vedtaget et regulativ mod såkaldt tivolisering. Det går blandt andet ud over Open by Night arrangementet torsdag i Aabybro. Her må man ikke stille en hoppeborg op.
Hoppeborgen hos Aabybro teltudlejning mister luften. Den plejer ellers at være legeplads for byens unge, når der er open by night, men nye regulativer gør, at den måske ikke bliver sat op.
- Jeg synes, det er forkasteligt, at man pludselig får et stykke papir, der fortæller os at, vi ikke må sætte hoppeborge op. Det har vi måtte i de ti år, der har været Open by Night, det er helt vanvittigt, siger Thomas Sørensen, medlem af Aabybro Handelstandsforening.
I April måned vedtog teknik og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, at man vil undgå tivolisering af det offentlige rum, det betyder, at det ikke længere er lovligt at sætte eksempelvis hoppeborge op på kommunale arealer.
- Selve regulativet har vi lavet, fordi vi ikke ønsker, at de offentlige arealer skal være sådan noget tivoli. Men det har aldrig været hensigten, at man ikke skulle have lov til at opstille en hoppeborg til Open by Night, altså enkeltstående arrangementer, fortæller Otto Kjær Larsen (Venstre), der er formand for Teknik- & Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.
Handelstandsforeningen har søgt om dispensation fra reglen, men administrationen står fast, der kan ikke lempes før politikerne ændrer reglerne. Otto Kjær Larsen har lovet at stå på hovedet for at ændre de stramme regler, det bliver bare ikke før politikerne kommer fra sommerferie, så det hjælper ikke Open By Night i morgen.
- Der er stadigvæk mulighed for at man, også i Aabybro, kan sætte en hoppeborg op, hvis man finder en privat parkeringsplads, siger Otto Kjær Larsen.
Men Handelsstandsforeningen kan ikke finde et privat areal, da alt i midtbyen er kommunalt. Thomas Sørensen vælger også at trodse reglerne, og opsætte to store hoppeborge, fortæller han til TV2/Nord.