Indsamling til begravelse
For en uge siden druknede en 25-årig afghansk mand, da han sprang i Vesterhavet fra molen i Løkken. Nu er der så en indsamling i gang, så der kan blive råd til at få den druknede mand sendt hjem til Afghanistan, hvor han kan blive begravet.
For en uge siden druknede en 25-årig afghansk mand, Mortaza Katandari, da han sprang i Vesterhavet fra molen i Løkken. Nu er der en indsamling i gang, så der kan blive råd til at få den druknede mand sendt hjem til Afghanistan, hvor han kan blive begravet.
Det er Palwasha Mohib fra Hjørring - med afghanske rødder -, der har taget initiativ til indsamlingen, så den druknede 25-årige afghaner, kan blive begravet i sit hjemland.
- Den druknede havde ingen familie her i Danmark. Kun en bror og en mor hjemme i Afghanistan. Nogen skal jo hjælpe, siger Palwasha Mohib til TV2/NORD.
Mortaza Katandari kom til Danmark som flygtning for to år siden. Boede i Brønderslev og havde sommerjob i Palme Pizza på Torvet i Løkken.
I en pause fra arbejdet i pizzariaet, ville den 25-årige tage en dukkert i Vesterhavet, men ud for molen i Løkken blev han taget af en understrøm, og senere fundet livløs og erklæret død.
- Nu skal hans familie, der er meget fattig, have lov til at tage ordentlig afsked med ham derhjemme, siger Palwasha Mohib.
Den 21-årige Palwasha Mohib kom selv til Danmark som flygtning, da hun var syv år. I dag er hun ved at uddanne sig til sygeplejerske. Hun kender ikke den druknede landsmand ret godt, men hun vil bare så gerne hjælpe.
Foreløbig er der samlet 10.000 kroner ind, men der er brug for mindst det tredobbelte, hvis det skal lykkes at få Mortaza Katandari begravet hjemme i Afghanistan.
Du kan støtte indsamlingen ved at indsætte et beløb på en konto, der er lavet i Danske Bank til formålet: Reg. nr. 9206 Kontonr. 4429396638