Indbrudstal falder: Vi er blevet bedre til at sikre os mod indbrudstyve
Antallet af indbrud i Nordjylland er faldende. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af indbrud i landsdelen faldet med langt over en tredjedel de seneste ti år. Men selvom nordjyderne er blevet bedre til at indbrudssikre deres huse og tage del i nabohjælpsordninger, er der stadig plads til forbedring.
Hvis du har svært ved at nyde sommerferien sydpå af frygt for indbrudstyve derhjemme, kan du slå koldt vand i blodet.
Der bliver nemlig begået langt færre indbrud sammenlignet med for ti år siden, viser tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der i Nordjylland anmeldt 325 indbrud i private hjem i andet kvartal af 2019 - månederne april, maj juni. Det er 35,3 procent færre sammenlignet med samme periode sidste år.
Og ifølge politiet er vi nordjyder blevet bedre til at sikre vores hjem mod indbrud.
- Vi kan se, at indsatserne har båret frugt, og det er rigtig glædeligt, at antallet af indbrud er faldende i Nordjylland. Men der bliver stadig begået for mange indbrud, og vi fortsætter arbejdet bl.a. sammen med det nye Bo trygt!-koncept, siger Claus Serup, der er politikommissær hos Nordjyllands Politi.
Alene i Nordjylland er antallet af indbrud faldet fra knap 800 i andet kvartal for ti år siden til 325 i andet kvartal i år. Ud over nabohjælp peger Nordjyllands Politi også på en målrettet indsats mod indbrudstyve som en del af forklaringen.
Flere indbrud i ferietiden
TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR) står bag indsatsen Bo trygt!, der har som målsætning at reducere antallet af indbrud i private hjem fra over 30.000 til under 10.000 om året.
Rigtig mange indbrud sker i ferierne, og derfor kan det være en rigtig god idé at sikre sit hus og tilmelde sig Nabohjælp, inden man drager afsted. Der er 280.000 nabohjælpere i Danmark, og tallet stiger hele tiden.
- Der sker typisk mange indbrud i juli måned, men gode naboer er en af de bedste måder at beskytte sig imod tyven på. Naboer, der hilser på ukendte ansigter og spørger ind til deres ærinde på vejen, stresser en indbrudstyv, og vi ved, at aktiv nabohjælp kan forhindre op til hvert femte indbrud. Derfor er vi ekstra glade her i sommerferien for de mange nabohjælpere over hele landet, siger Emilie Birk Jørgensen, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.
Sådan sikrer du dit hjem mod indbrudstyve - Se videoen. Andreas Mylund sikringsekspert og tidligere politiassistent giver gode råd til boligejerne:
Indbrudstal for Nordjylland
- 2019 - Første kvartal: 465. Andet kvartal: 325
- 2018 - Første kvartal: 674. Andet kvartal: 502
- 2017 - Første kvartal: 697. Andet kvartal: 504
- 2016 - Første kvartal: 866. Andet kvartal: 423
- 2015 - Første kvartal: 662. Andet kvartal: 494