HF-studenter skal surfe gennem uddannelsen
Foto: Arkivfoto, TV2 Nord
Ny ungdomsuddannelse i Thy vil kombinere surfing og innovation.
Fra august næste år kan vil op til 25 elever begynde på en ny studieretning Thy-Mors HF og VUC, der kombinerer surfing i "Cold Hawaii" med innovation og entreprenourship.
Vestkysten i Thy og specielt i Klitmøller er kendt i hele verden som et af Europas bedste surfsteder og masser af mennesker tiltrækkes hvert år af de gode bølger. Cold Hawaiis popularitet vil Thy-Mors HF og VUC nu udnytte til at skabe innovative HF-studenter.
Thy-Mors HF og VUC skriver i en pressemeddelelse, at uddannelseskonceptet skal "skal give unge fra hele landet mulighed for at opleve, hvordan livet som surfer i Thy kan motivere og understøtte det at tage en to-årig hf-eksamen med særlig fokus på innovation og IT-iværksætteri."
Ideen er, at evner som risikovillighed og innovationskraft skal trænes ind i både krop og sind på de studerende. Evner som surfere også bør besidde, da man jo aldrig ved, hvornår den perfekte bølge dukker op.
De studerende skal trænes i at turde. De skal både turde at kaste sig ud i innovative koncepter og bølger, der dukker op ud af det blå.
- Vi tror på, at der skal en helt ny tænkning omkring uddannelse, når vi ser på fremtidens arbejdsmarked. Vi uddanner stadig som om, vi lever i et industrisamfund. Det gør vi ikke. Vi skal gå nye veje og styrke kompetencer som risikovillighed, omstillingsparathed og flid, siger vicerektor på Thy-Mors HF og VUC Erik Dose Hvid.