Her er årtiets mest og mindst voksende nordjyske byer
Man skal til Himmerland for at finde den nordjyske by, der har haft den største procentvise stigning i indbyggere. 40 kilometer derfra ligger byen med størst tilbagegang.
Et årti går på hæld om ganske få dage, og det giver anledning til at se på, hvilke nordjyske byer der er vokset mest, og hvilke der har tabt flest indbyggere.
Og man skal en tur til Himmerland for at finde både byen, der er vokset procentvis mest og krympet procentvis mest.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at Sønder Onsild, der ligger lidt syd for Hobro, er Nordjyllands mest voksende by mål i procent. Byen er vokset med knap 72 procent – og målt i antal indbyggere er byen gået fra at have 292 indbyggere i 2010 til at have 501 indbyggere ved udgangen af 2019.
Mest voksende nordjyske byer fra 2010 til 2019
- Sønder Onsild: 71,6 procent
- Klitmøller: 25,4 procent
- Støvring: 20,6 procent
- Blokhus: 19 procent
- Klarup: 16,2 procent
- Aabybro: 13,3 procent
- Aalborg: 13,3 procent
- Fjellerad: 12 procent
- Uggerhalne: 11,5 procent
- Nørhalne: 11,2 procent
Kilde: Danmarks Statistik
Med i opløbet til at blive Nordjyllands mest voksende by var også Klitmøller og Støvring – dog med lang procentvis afstand op til Sønder Onsild. Klitmøller voksede med 25 procent, mens Støvring er vokset med knap 21 procent.
Største fald i Veddum
I den anden ende af skalaen finder vi byen Veddum, der ligger en smule nord for Hadsund. Veddums indbyggertal er ifølge Danmarks Statistik faldet fra 462 indbyggere i 2010 til 351 indbyggere i 2019. Det svarer til et fald på 24 procent, og det giver byen den kedelige placering som nummer et over nordjyske byer med størst procentvise tilbagegang blandt antal indbyggere.
Nordjyske byer med størst tilbagegang i antal indbyggere fra 2010 til 2019
- Veddum: 24 procent
- Vester Hjermitslev: 21 procent
- Sønder Rubjerg: 20,3 procent
- Vesløs: 19, 8 procent
- Vrensted: 19,1 procent
- Mosbjerg: 18,8 procent
- Bislev: 17,5 procent
- Sejerslev: 17,5 procent
- Vilsted: 17 procent
- Sønderup: 16,9 procent
Kilde: Danmarks Statistik
Med i opløbet om den tvivlsomme titel var også Vester Hjermitslev med en tilbagegang i antal indbyggere på 21 procent og Sønder Rubjerg med en tilbagegang på godt 20 procent.
En by defineres af Danmarks Statistik som et bebygget område med mindst 200 indbyggere.
Se indslag herunder om byerne i top og bund, hvor borgere giver deres bud på en forklaring på udviklingen.