Har afvist interview i en måned: Nu svarer virksomhed på spørgsmål om ulovlig jord

Foto: TV MIDTVEST

Kingo Recycling er nu vendt tilbage på TV MIDTVESTs henvendelse.

I næsten en måned har TV MIDTVEST forsøgt at få virksomheden Kingo Recycling til at svare på spørgsmål om de 24.000 tons forurenet jord, som i sommer blev flyttet fra Køge til virksomhedens rensningsafdeling på Mors.

Nu er det lykkedes at få svar på nogle af spørgsmålene i et skriftligt svar.

- Vi ønsker at være transparente i vores processer og resultater. Derfor vil vi gerne give indblik i vores arbejdsprocesser, skriver virksomheden i en mail til TV MIDTVEST.

Sagen har trukket mange overskrifter, fordi jorden viste sig at være mere forurenet, end virksomheden i første omgang var blevet oplyst om. Og det gjorde flere øboer bekymrede.

- Det er da ret store mængder. Jeg kan jo godt være bekymret for, hvad der skal ske med jorden nu. Om forureningen ender i miljøet her på Mors, sagde morsingbo Karina Laustsen i midten af oktober til TV MIDTVEST.

Da jorden var landet på Mors, tog Kingo Recycling nye prøver af jorden, og det var dem, der viste, at jorden var mere forurenet end først antaget.

Forureningsgraden var så høj, at virksomheden ikke havde miljøgodkendelse til at bruge jorden til en terrænregulering, som den ellers var tiltænkt. Jorden var samtidig blevet lagt på en plads, som ikke var godkendt til at opbevare jord med så høj forureningsgrad.

Det gjorde opbevaringen af jorden ulovlig.

Derfor skulle der laves en plan for at få gjort noget ved jorden, og den plan blev så godkendt af kommunens teknik- og miljøafdeling onsdag i sidste uge.

- Jeg er tilfreds med, at det ulovlige forhold bliver bragt i orden. Det har været en besværlig sag for alle parter, som har givet anledning til bekymring, skrev borgmester Hans Ejner Bertelsen i en pressemeddelelse 6. november.

- Vi er glade for, at vi har en løsning. Vi går nu i gang med at rense jorden op, så̊ vi sikrer, at den senere kan bygges ind i terræn, siger Thomas Kingo i en pressemeddelelse, som Kingo Recycling har sendt til TV MIDTVEST.

Jorden skal flyttes til en ny plads

Planen er inddelt i to faser. Først skal jorden over de næste tre måneder flyttes til en anden plads, der er godkendt til jord med den forureningsgrad. Den skal senest være fjernet fra sin nuværende plads 1. februar 2025.

Dernæst vil Kingo Recycling Mors gå i gang med at rense jorden, men hvornår virksomheden er færdig med det, er der endnu ikke sat en deadline for.

- Det er vores højeste prioritet at sikre, at vores drift ikke kun er i overensstemmelse med alle relevante love og regler, men også lever op til de høje miljømæssige standarder, vi som virksomhed har sat, skriver virksomheden i en mail til TV MIDTVEST.

Rensningen skal ifølge virksomheden ske gennem både biologisk og fysisk-kemisk rensning, og virksomheden understreger, at anlægget på Mors er lavet til at rense selv de mest udfordrende forureninger.

TV MIDTVEST ville gerne have haft svar på, hvordan rensningen mere konkret skal foregå, og hvordan prøveresultaterne fra Køge og prøverne fra Mors kunne vise så forskellige niveauer af forurening, men det har Kingo Recycling ikke kommenteret på i sit svar.

Virksomheden har på mail afvist at stille op til et interview.


Kaos på motorvej - Steen fik en klump i halsen

Det var en længere strækning, der blev kørt af spøgelsesbilisten på motorvejen.

Onsdag aften bliver en, som Steen Aarup Thomsen ikke lige glemmer.

For her mødte han på motorvej E45 ved Aalborg en spøgelsesbilist.

- Jeg tror lige til at begynde med, at der opstår kø, da bilerne foran mig bremser op og tænder katastrofeblink. Men så kan jeg pludselig skimte, at der er to forlygter i vores vejbane, der peger direkte i min retning, fortæller han og fortsætter:

- Men det skal være løgn, tænker jeg, så jeg stopper op og blinker kraftigt af bilen, og så stopper bilisten helt op og holder stiller. Personen kører derefter skråt ind foran mig og kører ind på rastepladsen ved siden af.

Steen Aarup Thomsen har et kamera i bilen, og derfor har han også en video af sekvensen, som han har delt med Nordjyllands Politi.

I første omgang fik politiet nemlig ikke fundet frem til spøgelsesbilisten trods opkald fra diverse personer, inklusiv Steen Aarup Thomsen. Her kom anmeldelserne fra en strækning mellem Limfjordstunnelen og Svenstrup.

- Man bliver chokeret

Efter bilisten kørte ind på rastepladsen, kørte Steen Aarup Thomsen videre, og det samme gjorde spøgelsesbilisten.

- Bilisten kom ud derfra bag mig og kørte fra ved Aalborg S. På bagkant tænker jeg, hvorfor jeg ikke fulgte med bilen ind på rastepladsen, så jeg kunne have stoppet bilisten. Men man bliver chokeret og forvirret over situationen, fortæller Steen Aarup Thomsen.

På trods af oplevelsen er det ikke noget, der har sat sig i ham.

- Men det er ikke noget, jeg håber at opleve igen. Det giver lige en klump i halsen at opleve, konstaterer han.

Til sidst tilføjer han, at han torsdag morgen har været i kontakt med Nordjyllands Politi, da han kunne se, at politiet ikke havde fået fat på spøgelsesbilisten.

De har nu fået overdraget videoen, hvor TV2 Nord har valgt at sløre nummerpladen.

TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi, men vagtchefen har på nuværende tidspunkt ingen tilføjelser til sagen.


Foto: Aalborg Kommune

Farten sænkes på to strækninger.

I Aalborg Kommune har de en strategi om at sætte hastigheden ned på de kommunale veje i byer.

Nu er kommunen lykkedes med at sætte to yderligere strækninger på listen over veje, hvor der i fremtiden skal være lavere fart. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det bliver på Nøvlingvej i Gistrup, hvor fartgrænsen går fra 60 kilometer i timen til 50 kilometer i timen, mens den i Klarup på Svinetruget går fra 70 kilometer i timen til 60 kilometer i timen.

- Det primære formål med at nedsætte hastighedsgrænsen på de to strækninger er at forbedre trafiksikkerheden og trygheden for både bilister og bløde trafikanter, meddeler rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V), i pressemeddelelsen.

- Derudover skal hastighedsnedsættelserne også gerne bidrage til et bedre bymiljø, idet lavere fart giver færre støjgener og rystelser hos de nærmeste naboer, siger han.

På netop de to strækninger er der kommet en del borgerhenvendelser om en reduktion af hastigheden, ligesom det er tilfældet på andre strækninger. 

- Hastighedsreduktioner er altid en afvejning i forhold til fremkommelighed, men ofte bliver køretiden blot forlænget med ganske få sekunder, hvorfor genen for bilisterne er minimal, fortæller rådmanden.

Reduktionen i hastighed er en del af strategien i Aalborg Kommune på strækninger, hvor der må køres 60 kilometer i timen eller mere. Det primære mål er at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken - og at mindske antallet af støjbelastede boliger.

De nye regler træder i kraft fra uge 47.


Kender du trenden? Her kan du hoppe med på bølgen

BMO-bølgen er skyllet ind over Aalborg. Vi har testet, hvor du kan sætte tænderne i den trendy spise.

Man kan finde dem hos rigtig mange bagere og caféer i Aalborg. Sågar hos nogle supermarkeder. Boller med ost - eller BMO, som den simple spise også kaldes.

- VI sælger mange boller. Rigtig, rigtig mange boller. Men vi kalder det altså en bolle med ost, lyder det fra Lene Hyldahl, der er ejer af Behag Din Smag.

Og det genlyder næsten som et ekko, hos de fleste caféejere.

- Det er nok mere i København, at man siger BMO. Vi bruger det ikke. Men vi kan godt mærke, at det er moderne og en bølge, som mange vil være med på. Også i Aalborg, siger Pia Bie, restaurantchef på KaffeFair.

Sådan tester vi:

TV2 Nord har selv udvalgt de besøgte steder. Vi indgår ikke betalte samarbejder og har betalt for maden. Vurderingerne er lavet ud fra principperne om redaktionel frihed.

TV2 Nord er hoppet med på trenden og har smagt på en del af Aalborgs store udvalg af boller med ost.

Ét sted fik næsten omvendt en sand BMO-skeptiker.

Sprød og smagfuld

Hos Behag Din Smag har de et udvalg af forskellige surdejsboller.

Vi smagte bedstsælgeren, som er deres ølands-stykke. Til den fik vi smør og to forskellige slags oste.

Gammel Knas - som er meget populær i Aalborg - og en mildere skiveost.

Selve bollen har en sprød skorpe og den karakteristiske fornemmelse af surdej i krummen. Den er på ingen måde tør, men der er noget gods og smag i brødet, og de mange lufthuller er perfekte til at gemme lidt ekstra smør nede i.

Gammel Knas-osten går godt til det smagfulde brød, men er man mere til en mild ost, kan man også få det.

Alt i alt en virkelig lækker BMO-oplevelse.

Til den anonyme side

Føtex er også hoppet med på BMO-trenden og har lanceret en særlig BMO med en lidt anden ost, end den man ellers kan få.

Men den variant går efter alt at dømme som varmt brød. I hvert fald var den udsolgt allerede lidt over ni en tirsdag formiddag. Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis er gået helt forgæves. For BMO-bollerne var der stadig mange af, og dem kan man altid få smurt med ost og smør.

Selve brødet er til den anonyme side, og sammenlignet med andre boller i byen også en kende tør. Heldigvis var der rigelige mængder smør til at bløde oplevelsen op.

Det er den klart billigste BMO, vi har kunnet finde i byen. Men kvaliteten er også derefter. Ikke en stor smagseksplosion.

BMO - uden smør

Surdejsbageren har selvfølgelig også boller med ost på menukortet. Og her får man altså en bolle med noget gods i. En tyk skorpe og en bolle, der vil noget mere end bare at være et underlag.

De har en slags ost på hylden - Gammel Knas - så er man ikke til den salte ostesmag, så er det ikke stedet. Og så skal man være opmærksom på, at en bolle med ost hos Surdejsbageren ikke kommer med smør, hvis man ikke eksplicit tilkøber det.

Brødet er uden tvivl lækkert, og nok det, som mange gerne vil have i en bolle i dag. Men osteudvalget er begrænset, og for en smørelsker er det ærgerligt at opdage, at smør ikke var en del af pakken.

Skøn smagssammensætning

Hos KaffeFair har de et udvalg af forskellige boller - og det er det eneste sted, vi fandt en udgave med nødder i, som var en rigtig lækker afveksling og passer ekstremt godt til netop en bolle med ost.

Caféen bestræber sig på at have flere oste at vælge i mellem - herunder Gammel Knas og en mere traditional skiveost, som dog stadig har noget smag. Er man til en ost i den anonyme ende, finder man den ikke her.

Er man derimod til en smagfuld ost, så er KaffeFair et godt sted, hvor man kan få lidt smæk på smagen, og så passer deres boller rigtig dejligt til lige præcis smør og ost.

En god oplevelse.

Lækker og lun

Her bliver bollen lunet, og den lidt bløde krumme gør, at tankerne med det samme ledes hen på hjemmebag og en snert af barndommen. Bollen har en god smag og er behagelig og lækker at tygge sig igennem. På ostefronten er der flere muligheder. Blandt andet en mild skiveost - og faktisk gjorde kombinationen af den lune bolle og den milde ost, at en sand BMO-skeptiker var lige ved at overgive sig til konceptet.

Anderledes var det, da skeptikeren satte tænderne i en bid med Gammel Knas, som man selvfølgelig også kan finde hos Søgaard.

Eneste minus er måske bollens størrelse, som er mindre end flere af de andre. Derudover var det en skøn smagsoplevelse for både oste-fornægteren og oste-elskeren.


Hele familien er på scenen: - Det er pissesjovt

Familien Rødbroe på scenen. Fra venstre Frida, Mikas og Lone

I Vendsyssel Teaters 40 års jubilæumsforestilling "HANS" er Lone Rødbroe på scenen med sine to børn Frida og Mikas.

Teaterverdenen er på mange måder én stor familie.

I Vendsyssel Teaters 40 års jubilæumsforestilling "HANS" er det imidlertid mere udtalt end normalt.

Scenen indtages nemlig af den erfarne skuespiller Lone Rødbroe og hendes to børn Frida og Mikas. Sammen fortæller de historien om Vendsyssel Teater.

Vi har jo fulgt Hans igennem hele livet, også fordi vores mor har spillet sammen med ham flere gange

Frida Rødbroe, skuespiller

Lone og Frida som skuespillere og Mikas som musiker.

- Altså det er jo ikke min idé, at jeg skulle have mine børn med på scenen. Det er noget teateret er kommet op med, griner Lone Rødbroe og fortsætter:

- Men når det er sagt, så er det altså pissesjovt og en gammel drøm, som vi har haft i mange år.

Kendte Hans Holtegaard

Forestillingen "HANS" fortæller teaterets historie gennem en lang række nedslag i den folkekære skuespiller Hans Holtegaards lange karriere.

Hans Holtegaard, der døde i 2021, nåede at spille 76 forskellige forestillinger på Vendsyssel Teater, og netop derfor er hans historie på mange måder også teaterets historie, forklarer instruktør Jørgen Bing.

- Hans Holtegaard var den slags skuespiller, hvor der gik mere end 12 på dusinet og for rigtigt mange nordjyder var han "deres" skuespiller. Hans Holtegaard var indbegrebet af en vendelbo, og hvis man fulgte hans karriere, fulgte man automatisk også teaterets historie.

I processen med at skabe forestillingen har Lone og Frida Rødbroe genbesøgt en lang række forestillinger med Hans Holtegaard og kombineret det med interviews med Holtegaards venner og kolleger.

Jørgen Bing er instruktør på "HANS"

Det hele er samlet i en slags collage, hvor Holtegaards og teaterets historier væves ind i hinanden.

- Jeg tror, det er en fordel, at vi kender hinanden så godt. Der er en meget stor fælles referenceramme, forklarer Mikas Bøeg Olesen, som akkompagnerer sin mor og søster, og hans søster bakker ham op.

- Vi har jo fulgt Hans igennem hele livet, også fordi vores mor har spillet sammen med ham flere gange, så jeg tror, det er en stor hjælp, at vi taler samme sprog, kender hinandens styrker og ved, hvad hinanden synes, er sjovt.

Lone Rødbroe (tv.) og datteren, skuespiller Frida Rødbroe på scenen

Jubilæumsforestillingen "HANS" spiller på Vendsyssel Teater fra den 23. November til den 19. December


Lars var aldrig flyttet til Skørping, hvis ikke toget standsede i byen

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lars Vinter er glad for, at kommunen anbefaler et fortsat IC-stop i Skørping.

Rebild Kommune anbefaler til regionen, at der fortsat skal været et IC-stop i Skørping frem mod 2030. Det vækker begejstring i byen.

- Hvis ikke der havde været en station, så havde vi nok ikke bosat os i Skørping.

Sådan lyder det fra pendler Lars Vinter.

Da han og familien i 2021 flyttede til Skørping, havde de ikke nogen bil. Derfor var de afhængige af især IC-togene i Skørping.

Som det er i dag stopper DSBs Intercity-tog i både Skørping og Støvring flere gange om dagen, og Lars Vinter tager toget flere gange om ugen fra Skørping til Aarhus, hvor han arbejder.

- Det er jo selvfølgelig rigtig dejligt, for så kan man måske også få arbejdet noget i toget, siger han.

Byen har udviklet sig naturligt omkring stationen, og det gør den stadigvæk. Så vi er glade

Per Alstrup, formand, Skørping-Rebild Lokalråd

Derfor er han lettet over, at politikerne i kommunen nu har peget på, at Skørping beholder deres togstop.

- Det er jeg selvfølgelig glad for, at både jeg og de andre medpendlere sydpå stadig har den mulighed, siger Lars Vinter.

Fra nul til et stop

Fra 2026 skal der dog kun være ét togstop mellem Hobro og Aalborg på DSB's landsdækkende IC-togstrækning.

Det har Transportministeriet bestemt for at opnå hurtigere rejsetid mellem de større byer i Danmark.

Det er regionsrådet, der skal tage den endelige beslutning om togstoppet. Det sker 9. december. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Meldingen lød først på, at der ingen stop skulle være overhovedet på strækningen mellem Hobro og Aalborg, men Rebild Kommune har alligevel haft held med at overbevise ministeriet om behovet for et enkelt stop i kommunen.

Derfor har Rebild Kommune økonomiudvalg i dag taget stilling til, hvilken by, der skal beholde sit stop.

- Der er væsentligt flere borgere i Skørping og omkring Skørping, som benytter sig af den her togafgang. Og dermed er der væsentligt flere påstigninger. Og af den årsag er vi et flertal i økonomiudvalget, som har peget på Skørping, lyder det fra Jesper Greth (V), der er borgmester i Rebild Kommune.

Se hele indslaget her.

Det er data for, hvor mange påstigninger ud af regionen de to byer har haft, der har været afgørende for økonomiudvalgets beslutning om at pege på Skørping.

- Jeg er godt klar over, at for mange år siden var Støvring jo også en stationsby, men det er ikke på samme måde, som man ser på det i Skørping. Og jeg tror faktisk, at der er mange af de borgere, som flytter til Skørping, som baserer deres transportmuligheder på blandt andet tog, siger borgmesteren.

Ærgerlig beslutning

Beslutningen vækker onsdag ærgrelse hos lokalrådet i Støvring.

- Jamen det handler jo om den statistik, der egentlig er. Og den siger jo, at der er langt flere i Skørping, der tager med toget, end her i Støvring, siger Mogens Dam Andersen, der er formand for rådet.

Formanden for lokalrådet i Støvring-Sørup Sogn, Mogens Dam Andersen er æergerlig over beslutningen. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Så er det den fornuftige beslutning, der er blevet truffet nu?

- Det kommer an på, om det er data fra 2019, man bruger. Altså for fem år tilbage, der er altså sket utrolig mange ting, også her i Støvring.

Anderledes er tonerne i Skørping Lokalrådet, der er fuldt tilfreds med beslutningen.

- Jamen det understreger bare igen, at vi er en stolt stationsby, som vi har været, siden stationen blev skabt. Byen har udviklet sig naturligt omkring stationen, og det gør den stadigvæk. Så vi er glade, siger Per Alstrup, der er formand for Skørping-Rebild Lokalråd og fortsætter:

- Skørping ligger lige midtvejs Hobro og Aalborg, og det er ganske naturligt, der er her der er stop, det hænger godt sammen - også på den lange bane.

Per Alstrup mener ikke, troen på politikerne havde været intakt, hvis det var faldet ud til fordel for Støvring. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Men intet er afgjort endnu.

Det er Region Nordjylland, der på et møde 9. december skal tage den endelige beslutning om, hvor IC-stoppet frem til 2030 skal være.

- Jamen jeg håber selvfølgelig, at man lytter til kommunens anbefalinger, lyder det fra pendler Lars Vinter.