Henrik frygter det værste efter giftigt fund: - Risikerer, at kødet er værdiløst
Efter det massive fund af PFAS i græs skal det nu undersøges, om det giftige stof også findes i oksekød.
Henrik Pallesen troede egentlig, at hans køer gik og græssede på noget af det reneste natur i landet.
Men de flotte naturarealer ud til Vesterhavet viser sig nu ikke at være så rene endda.
For torsdag ramte nyheden om, at Naturstyrelsen har fundet det kræftfremkaldende stof PFAS i 60 ud af 67 prøver af græs.
Rigtig mange af prøverne blev taget langs den nordjyske og vestjyske kyst. Blandt andet lige der, hvor nogle af Henrik Pallesens kødkvæg går og græsser.
- Det er tankevækkende, at noget af det reneste natur, vi har i Danmark, lige pludselig bliver giftigt for dyr. Der har hverken været sprøjtet eller gødet på det areal, siger Henrik Pallesen fra Fjerritslev.
- Men alligevel er det åbenbart sundhedsskadeligt, siger han.
PFAS er fluorstoffer og har været brugt lige fra fødevareemballage, brandslukningsskum til maling og imprægnering af tekstil og tæpper.
Myndighederne mener, at det skadelige PFAS er ført med havskummet fra Vesterhavet op på græsarealerne. Det er med andre ord ikke landmændenes skyld.
Den nordjyske landmand frygter nu, at fundet af PFAS kan få økonomiske konsekvenser for ham selv.
- Det bliver svært at leve af noget, der er giftigt, siger Henrik Pallesen.
- Vi risikerer, at kødet ingenting er værd, siger han.
Miljøminister Magnus Heunicke har også rettet fokus mod de mange kvæg, der potentielt har spist en masse græs med PFAS-forurening.
- Nu bliver de besætninger (på PFAS-forurenede jorde, red.) sat under skærpet tilsyn, og så bliver der taget blodprøver for at teste, om PFAS også er i kødet, siger Heunicke.
Men på den lange bane frygter landmanden Henrik Pallesen, at det kan blive landmændene selv, der skal dokumentere, at deres køer ikke har PFAS i sig, når de skal slagtes og sælges i supermarkedsdisken.
- Vi plejer altid at sige, at det er forureneren, der skal betale. Men jeg er bange for, at jeg kommer til at betale for, at mine kvæg får taget blodprøver, siger han.
Det kan potentielt blive et spørgsmål om, at staten må yde erstatning til de berørte landmænd, mener Carl Christian Pedersen, der er formand for Agri Nord.
- Den enkelte landmand kan jo ikke stå med det økonomiske ansvar her. Derfor er det vigtigt, at vi får udstukket en garanti, for det her er jo et samfundsproblem, siger han.
Efter det massive fund af PFAS i Danmark er den danske regering gået sammen med fire andre lande om at få et forbud mod PFAS i EU.