Hædret med medalje: Ibs drøm er næsten gået i opfyldelse
Ib Jørgen Jensen på 84 år havde en drøm om at få en fortjenstmedalje af dronningen og trykke Hendes Majestæt i hånden. Og nu er drømmen næsten gået i opfyldelse.
Onsdag fik Ib Jørgen Jensen fra bofællesskabet Kastanieparken i Gandrup overrakt dronningens fortjenstmedalje i sølv for i over 59 år at have været medarbejder i beskyttet beskæftigelse i Aalborg Kommune.
Men på grund af coronapandemien er det stadig usikkert, om Ib får hele sin drøm opfyldt.
Ib Jørgen Jensen kan takke medarbejderne på bofællesskabet i Gandrup for, at han onsdag kunne modtage den fornemme hæder.
Medarbejderne arbejder nemlig med drømme og livskraft i handicapafdelingen under Aalborg Kommune, så de seneste to år har medarbejdere sendt mails, ringet og sendt flere mails til Kongehuset for at indstille Ib Jørgen Jensen til en medalje.
Drømmen blev til virkelighed
Pludselig en dag lå brevet der, og sammen gik medarbejderne ned og bankede på hos Ib i hans egen lejlighed og fortalte, at hans drøm var gået i opfyldelse.
Onsdag eftermiddag var Ibs bofællesskabsvenner og medarbejdere på Kastanievej samlet i fællesstuen, og en berørt Ib Jørgen Jensen fik sin fortjenstmedalje hængt på hans til dagen nyindkøbte sorte jakkesæt.
Ib Jørgen Jensen blev indskrevet på det daværende Limfjordsvækstedet i Nørresundby den 2. maj 1962 og arbejder nu tre dage om ugen på det beskyttede værksted i Hammer Bakker.