Hackere er gemene tyvebander
Når computeren bliver hacket forestiller de fleste sig, at der i den anden ende sidder en enkelt computernørd. Men det er langt fra tilfældet. Hackerne arbejder i større grupper eller bander
[size=2]Hackere optræder næsten altid i flokke. Den enlige nørd, der bryder ind i vores computer, er en sjældenhed. Det kom frem på en konference om hackerangreb i Aalborg. [/size]
TV2Nord kunne i går fortælle om et hackerangreb, der koster den nordjyske virksomhed, Farve og Lak, en million kroner. Indbruddet er efter al sandsynlighed begået af en bande - hvis man skal følge den tidligere hacker, Raoul Chiesas teori.
Den tidligere hacker holder i dag foredrag om computersikkerhed på konferencer i hele verden. Forleden var han i Aalborg, og her slog han igen fast, at kun meget få hackere arbejder alene.
- Langt de fleste hackere arbejder i grupper. Det er simple tyvebander, der hacker, fordi det er let. De vil have piger, sportsbiler, store huse og store penge, siger Raoul Chiesa.
Aalborg-frisøren Karina Lundtoft tror, at det netop er sådan en type hackere, hun er blevet angrebet af. Kunder gjorde hende fornylig opmærksom på, at hendes hjemmeside nu så ud, som om hun solgte ure og trøjer.
-Jeg ved ikke, hvor længe, jeg havde været hacket, men på et tidspunkt sagde nogle kunder til mig, at de troede jeg var holdt op. Jeg gik ind på min hjemmeside og kunne godt se, at jeg ifølge den ikke længere var frisør. Derimod blev der tilbudt mærkevarer indenfor tøj og ure, og kunderne blev vist videre til en polsk hjemmeside, siger Karina Lundtoft.
Hun har regnet ud, at hun i alt har tabt omkring 50.000 kroner på hackerangrebet - på tabte frisørkunder og for at få hjemmesiden genoprettet.
-Jeg har lært på den hårde måde at ændre adgangskode og google mig selv med passende mellemrum, siger Karina Lundtoft.