Glem alt om hvid jul: Det bliver gråt og vådt
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Ifølge DMI kommer vi ikke til at tage snebilleder som dette juleaften, mens der er et spinkelt håb om hvidt drys fra oven 1. juledag.
Juleugen starter med op til 10 graders varme. Frosten kommer, når snapsen og silden skal på bordet.
Der kommer både et drys sne, lidt slud, noget frost og glatte veje i løbet af juleugen, men selve juleaftensdag gør vejret ikke meget for julestemningen.
1. juledag derimod vil vejret skabe en flot kulisse i form af solskin, muligvis en smule sne og frostgrader til den traditionelle julefrokost.
- Når danskerne står op den 24., vil det være gråt, regnfyldt og mildt med temperaturer mellem fem og otte grader. Og ethvert håb om en hvid jul kan jeg godt skyde i graven, siger Michael Skelbæk, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut.
Sidst Danmark havde en såkaldt hvid jul, hvor 90 procent af landet skal være dækket af en halv centimer sne klokken 16 juleaftensdag, var DMI i 2010.
- Vi var også tæt på i 2012, men pludselig strøg mild luft ind over landet, og så forsvandt det meste af sneen, siger Michael Skelbæk.
Danskerne bliver dog ikke helt snydt for sne i juleugen. Bliver man oppe til efter midnat, vil der faktisk være mulighed for at se sneen falde visse steder i landet.
I de sene nattetimer begynder vejret således at skifte om, og temperaturerne falder
- Et lavtryk kommer ind over landet, og vinden bliver rigtig kold julenat. Der kommer regnbyger, sne og slud og temperaturen falder til et par graders frost, siger Michael Skelbæk.
Ændringen i vejret betyder også, at personer, der fejrer jul hos venner eller familie, skal passe på, når pakkerne skal fragtes hjem. Nedbør kombineret med frost vil gøre vejene glatte.
- 1. juledag ser ud til at blive en rigtig flot solskinsdag med koldt vejr omkring frysepunktet med let til frisk vind fra nordvestlig retning. Først på dagen kan der i den sydlige del af landet komme noget sne og slud, siger vagtchefen.
Natten til 2. juledag bliver det ned til fem graders frost i det meste landet
- Fredagen vil også byde på pænt solskinsvejr. Vinden kommer fra nordvest, og det får temperaturerne til at stige en smule. Der kan komme snebyger langs Kattegat, Store- og Lillebælt samt i den vestligste del af landet, siger Michael Skelbæk.
Ugens to første dage bliver usædvanlig milde med temperaturer mellem otte og 10 grader og en del regn.