Fuld knald på gammelt flagskib
Foto: Tv2nord.dk
Aalborg Freja fejrer i år 100 års jubilæum, men klubben er bedre kørende end nogensinde
I disse dag afvikler klubben City Cup for niende gang. En turnering der over tre dage har deltagelse af 2.500 spillere fra flere forskellige lande. Men også en turnering der stiller store krav til organisationen.
- Nærmest alle vores medlemmer hjælper til under turneringen. Hos os er det ikke sådan noget med, at man kommer før træning og kører hjem bagefter. Vi gør meget ud at engagere vores medlemmer og børns forældre. Når man løfter i flok, så behøver den enkeltes indsats ikke være så stor, noget jeg tror er årsagen til, at vi ikke har problemer med at skaffe hænder nok, fortæller Bettina Madsen der er med til at organisere turneringen for niende år i træk.
I pølseboden er der ligefrem kø for at få lov til at være frivillig. Og mens han vender pølserne funderer Jesper Henriksen over, hvordan det kan være.
- Det er jo sjovt og hyggeligt at lave noget helt anderledes. Og samtidig møder man en masse mennesker og snakker på kryds og tværs, så det er faktisk mere en oplevelse end et arbejde, fortæller Jesper Henriksen.
Kampene ved City Cup fortsætter frem til og med lørdag, hvor der spilles finaler. Men allerede i næste uge venter der nye højdepunkter i klubben, torsdag tages der første spadestik til klubbens nye kunstofbane. En bane der blandt andet er finansieret af det overskud City Cup kaster af sig.