Front mod doping
Foto: Michael Andersen (Arkiv)
Fitness World, Aalborg Kommune og SIFA går nu sammen om en øget indsats mod doping i motionscentrene. Fitness World har netop fået bevilget midler til at foretage flere dopingtests samt skabe øget synlighed omkring doping i de fem centre, som Fitness World har i Aalborg.
- I Fitness World har vi længe gjort en del for at forebygge dopingmisbrug i vores centre, men vi er også klar over, at vi altid kan blive bedre, og samtidig mener vi, det er særdeles vigtigt at støtte op omkring det lokale tiltag i Aalborg, siger Peter Andersen, som er Anti-dopingansvarlig i Fitness World.
Det er Skole- og Kulturudvalget og Udvalget for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, der sammen med SIFA har bevilget midler til en ekstra indsats mod doping i Aalborg. Der er stor politisk tilfredshed med, at et af byens største kommercielle motionscentre bakker op kommunens indsats.
- Vi tror på, at samarbejdet med Fitness World dels vil gøre andre centre interesseret i at samarbejde med os, men samarbejdet sender også et signal til byens unge om, at vi i Aalborg står sammen om at løse problemet, siger rådmand Thomas Kastrup-Larsen.
Det er dog ikke kun Fitness World, der er interesserede i projektet. SBH Gym har også vist interesse for dopingproblematikken. Centret er bevilget støtte til at sætte fokus på doping i forbindelse med klargøring af deres nye træningscenter i Ryesgade.
Der er generelt stor interesse for dopingindsatsen blandt foreningerne i Aalborg Kommune og det glæder rådmand Anne-Dorte Krog. "Jeg er glad for, at de lokale foreninger anerkender dopingproblemet og ønsker at tage et ansvar for de unge, som kan blive fristet til at skyde genvej og komme ud i et dopingmisbrug", siger rådmanden.
Indsatsen mod doping i Aalborg administreres af en styregruppe med repræsentanter fra politi, SSP, SIFA, DGI, Aalborg Kommune samt repræsentanter fra både et foreningsbaseret motionscenter og et kommercielt motionscenter.