Scandinavian Star: Ny høring i sagen om ’århundredets forbrydelse’
Foto: Joakim Roos / Ritzau Scanpix
Foto taget 7. april 1990 af færgen Scandinavian Star, der står i flammer.
30 år efter tragedien på Scandinavian Star er flere spørgsmål endnu ikke blevet besvaret. Onsdag var der høring om Scandinavian Star-sagen i Folketingets retsudvalg.
159 mennesker mistede livet, da færgen Scandinavian Star brød i brand på overfarten mellem Oslo og Frederikshavn, natten til den 7. april 1990. Branden er fortsat uopklaret og ansvaret for tragedien, som er kendt som Skandinaviens største mordbrand, er derfor ikke endeligt placeret.
Onsdag var der høring om Scandinavian Star-sagen i Folketingets retsudvalg. Her modtog medlemmerne af udvalget en gennemgang og beskrivelse af sagen, og høringen omhandlede også de uafklarede elementer i sagen og hvilke muligheder, der er for at igangsætte en ny undersøgelse.
Hvorfor færgen ikke levede op til de påkrævede sikkerhedsforanstaltninger vides endnu ikke. Én ting er dog sikkert i sagen: Branden var ikke et uheld.
Kritisable omstændigheder
Selvom det er mere end 30 år siden, at Scandinavian Star brød i brand, er det stadig en sag, der er frisk i manges hukommelse. I år er 30-års dagen for ulykken blevet markeret. Blandt andet blev der tidligere på efteråret opsat et mindesmærke for de omkomne på den kajplads, hvor Scandinavian Star havde hjemme i Frederikshavn.
Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) er glad for det nye monument, hvor pårørende kan komme og mindes de omkomne. Han mener dog stadig, at det er nødvendigt at undersøge sagens omstændigheder yderligere.
- Der er brug for at få kigget på sagen i sin helhed endnu en gang. For det er tydeligt at se, at når man sætter tre landes myndigheder til at efterforske hver sit spor, så mangler helheden. Især de økonomiske forhold med forsikringssummen, som var over dobbelt så høj som skibets værdi, og netop var skrevet op inden katastrofen, indikerer kraftigt, at der var økonomiske motiver i mordbranden, siger Bjarne Laustsen til TV2 Nord og fortsætter:
- Nu skal vi sikre, at det aldrig kan ske igen. Sikkerhed til søs skal gå forud for profit, og vi må sikre, at der er klarhed over, hvem der reelt ejer et skib, så myndighederne kan holde de ansvarlige fast på reglerne til søs. Og hvis de bryder reglerne, skal man kunne få fat i bagmændene.
Forholdene på færgen er tidligere forsøgt undersøgt gennem flere landes myndigheder, men undersøgelserne er flere gange blevet kritiseret for ikke at være fyldestgørende nok og mangle et samlet overblik.
- Der er mange foruroligende og mystiske forhold omkring Scandinavian Star. I 1990 bimlede og bamlede alle alarmklokker allerede på udrejsen fra Frederikshavn til Oslo før branden på returrejsen. Skibet var tydeligvis meget slidt og uegnet til at sejle med passagerer. Det er blevet beskrevet som rustent og faldefærdigt med rotter og kakerlakker ombord, siger Bjarne Laustsen.
- Besætningen var hyret ind 10 dage før afgang, og kom fra mange forskellige nationaliteter, så de havde svært ved at kommunikere med hinanden. De blev aldrig udsat for en brandøvelse, som ellers var ren kutyme. Alt lugter langt væk af, at man bare skulle have skibet hurtigst muligt i gang, for at få nogle penge i kassen.
Høring forud for debat
Opmærksomheden omkring de kritisable forhold og den uopklarede mordbrand har fået Retsudvalget til endnu engang at sætte sagen på dagsordenen.
- Formålet med Retsudvalgets høring er primært at give medlemmerne af Folketinget en orientering om Scandinavian Star-sagen som grundlag og forberedelse til den kommende forespørgselsdebat, skriver Retsudvalget i en pressemeddelelse.
Se tv-indslaget fra offentliggørelsen af det nye mindesmærke for de omkomne fra Scandinavian Star-ulykken i playeren nedenfor.