Flere børn og ældre vil koste 75 millioner mere næste år
Foto: Tommy Kofoed, Scanpix
Udviklingen i befolkningen betyder større udgifter til blandt andet børn og ældre næste år. Hvis ikke kommunerne tager højde for de stigende udgifter, betyder det reelt, at kvaliteten forringes, advarer FOA.
Udgifterne til blandt andet ældrepleje og daginstitutioner kommer næste år til at stige med i alt over 75 millioner kroner i de nordjyske kommuner. Det viser beregninger, som FOA har foretaget på baggrund af befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik.
- Det er altafgørende for velfærden, at kommunerne er opmærksomme på udviklingen og tager højde for den, når de lægger budgettet for næste år, siger næstformand i FOA Thomas Enghausen.
- Hvis man undlader at regne de flere ældre og børn med, kan, hvad der virker som en investering i velfærdsområdet, reelt set betyde færre udgifter per ældre eller barn, siger han.
Fire nordjyske kommuner kan næste år se frem til mindre udgifter som følge af befolkningsudviklingen, mens de øvrige syv kommuner alle skal finde penge til stigende serviceudgifter.
I Aalborg Kommune stiger serviceudgifterne med 0,7 procent – svarende til, at kommunen skal investere over 62 millioner kroner mere i velfærd for at opretholde serviceniveauet næste år.
Se her, om din kommune skal betale mere eller mindre til velfærd næste år.
De samme beregninger viser, at på landsplan kommmer udgifterne til blandt andet ældrepleje og daginstitutioner til at stige med 1,3 milliarder kroner næste år.
Der kommer nemlig over 20.000 flere ældre over 65 år og over 3000 flere børn mellem 0 og 5 år i 2021 i forhold til i år.
Kun 20 kommuner kan næste år se frem til mindre udgifter som følge af befolkningsudviklingen, mens de resterende 78 kommuner skal finde penge til stigende serviceudgifter.
I Vallensbæk Kommune bliver der næste år markant flere ældre over 65 år. Sammen med en stigning i antallet af især 0-5-årige betyder det, at serviceudgifterne stiger med knap to procent – svarende til, at kommunen skal investere næsten 15 millioner mere i velfærd for at opretholde serviceniveauet næste år
Kommunerne er netop nu ved at lægge sidste hånd på budgetterne for næste år.