Flemming Møller Mortensen er ny sundhedsordfører
Foto: TV2/Nord
Nordjyske Flemming Møller Mortensen er ny sundhedsordfører for Socialdemokraterne.
Nordjyden har fået, hvad han betegner som sin drømmepost hos Socialdemokraterne.
Det nordjyske folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen er ny sundhedsordfører for Socialdemokraterne. Flemming Møller Mortensen er i dag formand for sundhedsudvalget, hvor han afløser Sophie Hæstorp Andersen.
- Der er ingen tvivl om, at dette er en drømmepost. Sundhedsområdet er helt afgørende for mig. Sundhed og trivsel er forudsætningen for det gode liv, som alle har ret til. Jeg glæder mig til at videreudvikle Socialdemokraternes sundhedspolitik, siger Flemming Møller Mortensen i en pressemeddelelse.
Flemming Møller Mortensen er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som anæstesisygeplejerske og ledende sygeplejerske, inden han blev salgschef i en medicinalvirksomhed og senere blev valgt ind i folketinget. Så han har en solid baggrund på sundhedsområdet.
- Under mit arbejde som sygeplejerske i både Danmark, Indien og Grønland har jeg oplevet konsekvenserne af de forskellige vilkår, mennesker bydes. Derfor er jeg meget optaget af at sikre større lighed i sundhed, en tilstrækkelig behandlingskapacitet, høj grad af faglighed i sundhedsuddannelserne samt et godt arbejdsmiljø. Det er vigtige indsatsområder, når vi skal forebygge og behandle sygdom, siger Flemming Møller Mortensen.
Flemming Møller Mortensen har overtaget ordførerskabet pr. 4. april.