Fiskere kan glæde sig til større kvoter
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det går godt for flere fiskebestande i Skagerrak, Kattegat og Nordsøen, og det betyder, at de danske fiskere kan se frem til større kvoter.
De nordjyske fiskere kan glæde sig. For flere fiskearter i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak, som er vigtige for fiskeriet i Danmark, går det godt. Det viser en biologisk rådgivning for området, som Det Internationale Havundersøgelsesråd har offentliggjort i dag. Derfor kan fiskerne nu glæde sig til større kvoter.
- Det ser rigtig positivt ud for fiskebestandene i Nordsø-området, hvor vi kan se en markant fremgang for blandt andet tunge, sej og jomfruhummer. Derfor er det meget glædeligt for danske fiskere og den følgeindustri, der lever af fiskeriet, at vi kan se frem til større kvoter for disse arter for 2017, siger miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen.
I Kattegat og Skagerrak kan man både fiske flere tunger og jomfruhummere, viser rådgivningen. I de kommende måneder skal næste års fiskekvoter drøftes med fiskere, EU-lande, EU-Kommissionen og tredjelande som Norge.
- Vi har gennem en årrække set en udvikling, hvor en fornuftig fiskeriforvaltning og ansvarsbevidste fiskere har skabt grobund for en positiv udvikling i fiskeriet. Det er jeg rigtig glad for – fiskeriet er meget vigtigt for både lokale og regionale økonomier, siger Esben Lunde Larsen.
Det er dog ikke blandt alle arter, at fiskerne kan se frem til større kvoter. Med blandt andet sild ser det ud til, at kvoten bliver væsentligt reduceret i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen.