Fiskekutter sunket efter påsejling
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En fiskekutter fra Esbjerg med to fiskere ombord blev søndag morgen påsejlet af en 90 meter lang coaster øst for Skagen. Opdateret.
To fiskere ombord på fiskekutteren Lilly fra Esbjerg måtte søndag morgen reddes af en nærliggende lodsbåd, da deres fiskekutter blev påsejlet af den 90 meter lang coaster. Sammenstødet mellem handelsskibet og kutteren skete klokken kvart i otte cirka 14-15 kilometer øst for Skagen.
Det oplyser Stabsvagt ved Søværnets Operative Kommando, Jan Skogøy, til TV2/Nord.
Kutteren begyndte at tage vand ind gennem et hul i forenden af skibet. Men besætningen, far og søn fra Esbjerg, kunne uden dramatik reddes over på den lokale lodsbåd.
- Da vi kommer hen til kutteren, så ligger den allerede dybt i vand med forenden, og derfor spørger vi fiskerne, om de vil over til os. De siger, at de lige vil vente og se udviklingen an. Men ti minutter senere mente de dog også, at det var en god idé, at de kom over på vores båd, fortæller bådfører af lodsbåden, Peter Knudsen.
Fra lodsbåden kunne de to mænd se deres fiskekutter synke på blot 30 minutter.
- De var selvfølgelig berørte af situationen, for det er aldrig sjovt at have sådan en oplevelse, men ellers har de det godt, siger Peter Knudsen.
Den anden part i påsejlingen, coasteren "Frank W", indregistreret i Antigua, kunne fortsætte sin sejlads til Halmstad i Sverige, mens de to fiskere blev bragt i havn af lodsbåden.