Finanskommentator om tiltale mod nordjyske erhvervsmænd: - Det er alvorligt
Det er en alvorlig sag, to kendte erhvervsmænd i det nordjyske erhvervsliv er tiltalt i, vurderer TV2s finanskommentator, Ole Krohn.
- Det er en spektakulær sag, lyder det promte fra TV2s finanskommentator Ole Krohn om den sag, som der nu er rejst tiltale i; nemlig en sag om insiderhandel og videregivelse af fortrolige oplysninger.
Det er ikke så tit, man ser sådanne sager, for folk ved godt, at det er no go
Ole Krohn
Det en sag mod to nordjyske erhversmænd, som Børsen har fået aktindsigt i, og som afslører, at der tilbage i juni sidste år foregik en telefonsamtale mellem de to nordjyder - en telefonsamtale, der nu er omdrejningspunktet i den usædvanlige sag.
I samtalen skulle den kendte nordjyske erhvervsmand have fået et internt tip om Alm. Brands opkøb af Codan den følgende dag, hvilket fik ham til at købe aktier i Alm. Brand for 981.260 kroner.
Oplysningerne var interne og fortrolige, da telefonsamtalen fandt sted, først dagen efter blev handlen offentlig og meldt til fondsbørsen, oplyser Børsen.
Det er no-go
- Det er ikke så tit, man ser sådanne sager, for folk ved godt, at det er no go. Jeg skal understrege, at der ikke ligger forklaringer fra de to, siger Ole Krohn.
Han tilføjer, at det er sparsomt med lignende fortilfælde, netop fordi insider-handel på aktiemarkedet er "hamrende ulovligt".
- Man kan tjene store penge på at få insider-tip, og det vil sige, der er en stor økonomisk gevinst, forklarer Ole Krohn.
Offentlig telefonsamtale
Sagen er kommet frem, da samtalen fandt sted på Molslinjen, hvor den ene part var passager og den omstridte telefonsamtale fandt sted på medhør - og med lyttede blandt andre en journalist fra Morgenavisen Jyllands-Posten.
Sagen er blevet undersøgt af NSK, der tidligere hed Bagmandspolitiet, og er nu endt i tiltale mod de to.