Festerne er rykket ud: Politiet måtte bede folk om at skrue ned for musikken
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi modtog sent fredag aften og natten til lørdag flere anmeldelser fra folk, der var generet af høj musik.
De lune og lyse sommeraftener har meldt deres ankomst, og det fik mange til at flytte fredagsfesten udenfor.
Flere nordjyder havde taget deres højttalere med, så de kunne spille musik udendørs, eller også havde de døre og vinduer stående åbne, mens de festede.
Det betød, at Nordjyllands Politi sent fredag aften og natten til lørdag flere gange måtte rykke ud og bede folk om at dæmpe sig.
Mellem klokken 22 fredag aften og klokken 5 lørdag morgen modtog Nordjyllands Politi i alt 16 anmeldelser i politikredsen om musik til ulempe.
- Folk har accepteret det, når vi har bedt dem om at skrue ned for musikken, siger vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.
Festgade er lukket
I øjeblikket er værtshuse i festgaden Jomfru Ane Gade i Aalborg tvangslukket i et forsøg på at få nedbragt de høje coronasmittetal blandt byens unge. Ifølge vagtchefen var der fredag aften ikke mange mennesker på de barer og værtshuse i Aalborg, der stadig har åbent.
Mange forsamledes i stedet udendørs, og med flere sommermåneder forude, appellerer Nordjyllands Politi til, at man husker at tænke på sine omgivelser, når man flytter festen ud under åben himmel.
- Det er vigtigt at tænke over, hvor længe man spiller høj musik, så man husker at tage hensyn til sine naboer, siger vagtchefen.