FC Vestsjælland svarer igen på kontroversielt AaB-mål
Foto: Ib William Christensen
Det lykkedes ikke AaB at hente point ude mod bundholdet FC Vestsjælland, som ellers længe var bagud med 0-1.
FC Vestsjælland bankede nyt liv i håbet om at redde sig endnu en sæson i Alka Superligaen med en 2-1-sejr hjemme over AaB.
Med lørdagens sejr har bundholdet FC Vestsjælland lige pludselig kun fem point op til Esbjerg over nedrykningsstregen. Esbjerg har dog spillet en kamp færre.
FC Vestsjælland har det meste af foråret lignet en stensikker nedrykker, men med syv point i de seneste tre kampe har Slagelse-mandskabet givet sig selv en livline.
AaB har nu ikke vundet i de seneste fem ligakampe, og derfor er nordjyderne snart ved at forsvinde ud af bronzekampen.
Den er der fortsat tæt kamp om. Lige nu indtager Brøndby tredjepladsen med 38 point efter 24 kampe. AaB er strandet på 32 point efter 25 kampe.
Det begyndte skidt for FC Vestsjælland. Nicklas Helenius bragte AaB foran med 1-0 efter 18 minutter, da angriberen bare skulle sætte foden på bolden ved bageste stolpe.
Michael Lumb brokkede sig højlydt til dommeren, fordi FC Vestsjælland-backen mente, at AaB'eren Nicolaj Thomsen tog hånden til hjælp, inden han sendte bolden ind i feltet i optakten til målet.
Og Lumb havde en pointe, da Thomsen brugte venstre hånd til at bugsere bolden forbi sin modspiller. Men det blev ikke opdaget af hverken dommer eller linjevogter.
Thomsen viste anderledes positive fodboldevner, da han tog et kort træk og skød på mål efter 25 minutters spil. Men FC Vestsjællands keeper Thomas Mikkelsen fik afværget til hjørnespark.
Seks minutter før pausen havde Helenius en gigantisk chance for at fordoble føringen, men han missede, da han på en eller anden måde fik skovlet bolden over mål.
AaB dominerede, var mest i boldbesiddelse og spillede sig også frem til de største chancer i første halvleg.
FC Vestsjælland manglede derimod præcision i afleveringerne. For ofte sejlede boldene ud over side- eller baglinjen, så AaB-forsvaret anført af Kenneth Emil Petersen havde det nemt.
Billedet blev fuldstændigt vendt i anden halvleg, hvor FC Vestsjælland meldte sig ind i opgøret med mere fysik og energi.
Det gav straks bonus. Osama Akharraz udlignede til 1-1 blot to minutter inde i anden halvleg, da han tordnede bolden op i nettaget efter en god redning fra AaB-keeper Nicolai Larsen.
FC Vestsjællands midtstopper Anders Kure skabte endnu større gejst hos hjemmeholdet med sejrsmålet til 2-1 efter 75 minutter på et oplæg af anfører og kampens bedste spiller Henrik Madsen.
AaB var hæmmet af karantæner til Henrik Dalsgaard, Thomas Enevoldsen og Rasmus Würtz.
Trioen er tilbage i næste spillerunde mod Sønderjyske, men her må AaB undvære Kasper Risgård, Frederik Børsting og Kenneth Emil Petersen med karantæne.
Kampfakta
0-1 Nicklas Helenius (18. minut). 1-1 Osama Akharraz (47. minut). 2-1 Anders Kure (75. minut).
Tilskuere: 1.854.